Mindeord: Ole trak et stort læs på brandstationen igennem næsten 40 år

Opdateret: 08 maj 2024
Ole Schack Larsen var igennem mange år én af de bærende kræfter på Station Skodborg.
Ole Schack Larsen var igennem mange år én af de bærende kræfter på Station Skodborg.

Skodborg Frivillige Brandværn og TrekantBrand har mistet en loyal og dygtig brandmand.
Ole Schack Larsen gik bort i en alder af 66 år den 30. marts 2024 efter korts tids kræftsygdom og efterlod sig hustruen Annette, døtrene Helle og Anne samt svigersønner og tre børnebørn.

 

Ole efterlader også et stort tomrum på brandstationen i Skodborg, hvor han igennem næsten 40 år tilbragte utallige timer; både med det sociale arbejde, i garagen og på udkald.

Det var på opfordring, at landmanden og den selvlærte mekaniker blev en del af brandværnet i 1985. Han havde nemlig eget værksted i byen, hvor han fiksede alt lige fra cykler til plæneklippere, og fordi han opholdt sig i og omkring Skodborg i dagtimerne, var han en god ressource at få ind i brandvæsnet.

Og det skulle hurtigt vise sig, at Ole også var en forbilledlig ressource på flere andre punkter.
Takket være evnen til at kunne reparere stort set alt, blev Ole en værdifuld garagemester på stationen, hvor han onsdag efter onsdag kom og sørgede for, at materiel og køretøjer var i orden.   
Med sit rolige gemyt og sin stabilitet var han den oplagte holdleder for de øvrige brandfolk, og i en årrække bestred han også posten som brandmester.

”Det er poster, man bliver udpeget til af andre, og det blev han, fordi han var så vellidt og sikker. Når han sagde ja til noget, gik han 100 procent ind til opgaven,” fortæller beredskabsinspektør Arne Christensen, som i en årrække var brandkaptajn på stationen i Skodborg og havde stod glæde af Oles dedikation og engagement.

”Han var en meget synlig og aktiv herre på samtlige fronter. Jeg kan ikke mindes nogle arrangementer, hvor Ole IKKE var der,” fortæller Arne Christensen videre.

Han husker blandt andet en stor gårdbrand i slutningen af 1980’erne, hvor Oles rolige gemyt og dygtighed kom hele brandmandsflokken til gode. Den voldsomme brand på gården betød, at røgdykkerne måtte gå ind i stalden for at aflive mange af dyrene med boltpistoler, fordi de ellers ville brænde ihjel.

”Her gjorde Ole virkelig en stor forskel med sin store viden om dyrehold, og den viden havde vi også glæde af i mange andre situationer, fordi han vidste, hvordan dyr opfører sig, og hvordan man bedst driver dem ud af en brændende stald,” fortæller Arne Christensen.

 


Det var Oles kammerater fra brandstationen, der bar ham
det sidste stykke fra kirken til graven.

 

Ole Schack Larsen blev alvorligt syg i efteråret 2023. Kammeratskabet og fællesskabet med brandfolkene på stationen i Skodborg kom til at spille en afgørende rolle i hans liv helt til det allersidste. Det var nemlig hans nærmeste kolleger fra brandstationen, som fik lov at bære hans kiste ud af Skodborg Kirke fredag den 5. april og sænke ham i graven.

”Det var vi selvfølgelig beærede over at få lov til,” understreger Arne Christensen og fortsætter:

”Som sådan er det ikke nogen stor bedrift at være med i et brandværn så mange år, som Ole var det. Men der er ikke mange, som kommer tæt at lægge så mange timer på en brandstation, som han gjorde. Så hvis nogen fortjente at blive båret ud af brandfolk, så var det ham.”

Den nuværende brandkaptajn ved Skodborg Frivillig Brandværn, Peter Schmidt, har også kun godt at sige om den brandmand, han nu har mistet på sit hold:

”Ole var en utrolig social brandmand og holdleder, som trak et stort læs på brandstationen. Det er et kæmpe savn.”

TrekantBrand er dybt taknemmelig for de år, Ole Schack Larsen dedikerede til brandvæsnet. Vore tanker går til Oles familie.

Æret være hans minde.