Åbent hus på 3 stationer i maj
Brandbiler, blå blink og et spændende kig inden for på brandstationen.
Det er, hvad man kan opleve 3 steder i løbet af maj i Kolding Kommune.
Lørdag den 16. maj fra klokken 10 til 14 inviterer brandfolkene på Station Lunderskov til åben brandstation på Metalvej 2.
Her kan både børn og voksne få én på opleveren med masser af redningskøretøjer, hoppeborg og demonstrationer.
Lørdagen efter den 23. maj fra klokken 12 til 14 er der åben garage på den helt nye brandstation på Kobbervej 14 i Kolding.
Se, hvordan brandstationen er kommet til at se ud, mød nogle af brandfolkene, se deres biler og hils ikke mindst den rare TrekantBrand-maskot Leo Løvehjerte.
Lørdag den 30. maj kan turen så gå til Vamdrup, hvor brandstationen på Jernbanegade 3B slår dørene op og inviterer alle interesserede indenfor.
Det sker i forbindelse med Børnenes Dag, så mon ikke der er en masse gode oplevelser i vente i Vamdrup for alle børn og barnlige sjæle.
Vel mødt til en eller flere af vores brandstationer. Vi glæder os til at tage imod jer!
