Det er sammenholdet i brandværnet, der betyder mest for Henning
65-årige Henning Pedersen fejrer 40 års jubilæum i Stepping Frivillige Brandværn den 8. september.
Forud for indsættelsen i 1986 var han blevet spurgt tre hele gange af brandkaptajnen, inden Henning indvilligede i at blive brandmand.
Han var tilflytter til Stepping fra Frørup og var i gang med at bygge eget hus, så han syntes i først omgang ikke, at han havde tid. Men da huset var færdigbygget, gik Henning med til at træde ind i brandværnet, og det har han aldrig fortrudt.
”Vi har et fantastisk kammeratskab i Stepping, hvor vi kan tage pis på hinanden, men også stole på vores makker, når det er alvor. Sammenholdet har hele tiden været det primære for mig.”
Det har også nogle gange været nødvendigt med ekstra godt fællesskab blandt brandfolkene. For eksempel det år, hvor Station Stepping kun havde 2 udrykninger. Eller dengang, hvor der var en frygt for, at Station Stepping skulle nedlægges.
Holdkammeraterne blev også en hjælp i forbindelse med én af de brande, der især har sat sig i Henning. Det var en storbrand i 1989, hvor over 1400 svin indebrændte på en gård i Hjerndrup.
”Det var så voldsomt. Svinene skreg, som jeg ved ikke hvad,” husker Henning.
Den barske oplevelse blev talt igennem, da brandfolkene kom hjem på stationen igen. Her viste sammenholdet igen sin styrke.
Som kasserer i Stepping Frivillige Brandværn igennem 25 år har Henning også været med til at sætte retningen og træffe vigtige beslutninger. Som dengang han og 4 brandkolleger lejede en autocamper og kørte til Holland for at kigge på en ny sprøjte.
”Det var en hyggelig tur, og vi fik handlet.”
Stolt af sønnen
Efter 40 år er Henning fortsat en stolt og dedikeret brandmand, og adrenalinen pumper stadig derudad, når alarmen går.
”Men kun indtil klokken 22 – så kan jeg ikke mere,” siger Henning med et smil.
Heldigvis er der masser af unge kræfter på Station Stepping, som kan tage tørnen i stedet for ham i de sene nattetimer. Blandt andet Hennings egen søn, Tobias.
”Jeg er stolt over, at han er kommet med! Da han var 20, sagde han, at han aldrig skulle bo i Stepping, og at han aldrig skulle være brandmand. Nu er han én af dem, der går forrest.”
Så det er en glad 40 års jubilar, som bliver fejret i aften på brandstationen for de 60 nærmeste. Og selvom han har besluttet at lade andre træde til i bestyrelsen, så er han klar til at fortsætte i mange år endnu som brandmand.
Blå Bog:
Navn: Henning Pedersen
Alder: 65 år
Født og opvokset: I Frørup uden for Christiansfeld
Geografi: Bosat i Stepping de seneste 40 år
Familieforhold: Far til tre voksne børn, to piger og én dreng. Sønnen Tobias er i dag også brandmand i Stepping
Uddannelse: Elektriker
Job: Selvstændig hvidevarerforhandler og ejer af Punkt 1 i Haderslev og Kolding
Beredskabsrolle: Brandmand i Stepping igennem 40 år. Har desuden siddet i bestyrelsen for Stepping Frivillige Brandværn i 25 år som kasserer.