Tilladelser i forbindelse med nybyggeri

Såfremt ansøgningen er en del af en byggesag, skal der fortsat ansøges direkte til Trekantområdets Brandvæsen om tilladelse i henhold til beredskabslovgivningen.

Tilladelser i henhold til beredskabslovgivningen er en særskilt ansøgning og materialet skal sendes direkte til brandvæsenet via myndighed@trekantbrand.dk.

Ansøgningsmaterialet bør som minimum bestå af det, som er angivet i Beredskabsstyrelsens vejledninger for de respektive tekniske forskrifter.

Vejledning til tekniske forskrifter for gasser

Vejledning om brandfarlige og brændbare væsker

Vejledning om brændbare faste stoffer – bekendtgørelsen og kapitel 1

 

Ansøgningen skal blandt andet indeholde:

  • Oplysninger om oplaget/anlægget samt egenskaber for det brandfarlige materiale
  • Beskrivelse af hvordan alle relevante punkter i de tekniske forskrifter konkret opfyldes i projektet. Sæt gerne dette op på skemaform.
  • Fyldestgørende tegningsmateriale samt ATEX-klassifikationsrapporter/tegninger

Vi gør opmærksom på, at oplysningerne deles med den stedlige kommune, når tilladelsen tildeles.

 

Tidshorisont
Tilladelsen skal være på plads inden bygningerne/anlægget/oplaget tages i brug. Ansøgning og sagsbehandlingen sker uafhængigt af byggesagen. Det materiale, der ligger til grund for tilladelsen skal være det endelige materiale i sagen.

Derfor anbefaler Trekantområdets Brandvæsen, at der ikke søges om tilladelse i henhold tekniske forskrifter på samme tidspunkt, hvor der ansøges om byggetilladelse. Erfaringerne viser, at det ofte er for tidligt i projektet, og at der dermed sker mange ændringer i byggeriet. Dette helt frem til ibrugtagning.

Det er muligt at starte en dialog op med Trekantområdets Brandvæsen vedrørende sagen.
Dette sker ved at indsende foreløbigt ansøgningsmateriale via myndighed@trekantbrand.dk og blot angive, at man ønsker en dialog.