Fra kadet til brandmand: 10 år med brandkadetterne
Skoletrætte Simon var med på det første hold af brandkadetter. I dag er han uddannet brandmand.
Det var helt uden forventninger eller forudgående viden, at den 15-årige Simon Dalsgaard troppede op til den allerførste brandkadetaften i Kolding.
Det var i 2015, og Simon var en skoletræt dreng, som havde svært ved at sidde stille. Så da en repræsentant fra UngKolding kom ind i hans klasse og fortalte om et helt nyt samarbejde med det lokale brandvæsen, hvor man kunne prøve kræfter med brandmandsfaget, så var Simon og nogle af hans klassekammerater klar.

”Jeg ville gerne prøve noget nyt og udforske noget, jeg ikke havde prøvet før,” fortæller Simon, som i dag også har fået tilføjet Vismar til sit efternavn. Det vender vi tilbage til.
Klare i spyttet
Simon kendte ikke nogen brandfolk i forvejen, men han havde til gengæld mødt mange skolelærere og pædagoger gennem sin barndom. Hos brandkadetterne oplevede han voksne, der ikke pakkede tingene ind. De var klare i spyttet.
”Vi fik at vide, at det var vigtigt at høre efter. Der var struktur, og vi lærte at have styr på vores ting.”
På trods af den mere direkte fremgangsmåde, så oplevede Simon, at det var sjovere at være kadet end de andre fritidsinteresser, han havde prøvet.
Elementær brandbekæmpelse, slangeudlægninger og førstehjælp fangede ham på en helt anden måde, og han oplevede et anderledes fællesskab, end det, han hidtil havde prøvet at være en del af.
”Vi fik oplevelser for livet sammen og lærte hinanden at kende på en helt anden måde, end man gjorde i skolen eller til fodbold. Fordi vi skulle samarbejde som et hold.”
Parate til verden
De mange gode oplevelser som brandkadet gjorde, at Simon valgte at fortsætte i TrekantBrands ungdomsbrandkorps, da det blev oprettet i 2016.
Og da han fik tilbuddet, sagde Simon som 18-årig ja tak til at tage instruktøruddannelsen og selv blive én af de voksne, som han nogle få år tidligere havde set op til.
”Jeg ville gerne give min viden videre og tage hånd om de unge og hjælpe dem, der havde det svært,” fortæller Simon.
Simon sammen med én af sine med-brandkadetter for 10 år siden. Privatfoto
Han tilføjer, at hans vigtigste opgave som instruktør for de unge var at sende dem mere kompetente og parate ud i verden, end da de startede.
Samtidig drømte Simon også om at komme op på et beredskabsfagligt niveau med dem, der engang havde været hans instruktører, og derfor blev han som 19-årig uddannet brandmand.
Livsformende
I dag er Simon 26 år og har kørt som deltidsbrandmand de seneste to år kombineret med sit fuldtidsjob som mekaniker.
Og det er stadig fællesskabet, som især gør, at han har valgt beredskabet til. For Simon er det et frirum at komme på brandstationen i Lunderskov, hvor han er ansat som brandmand på tilkald.
”Vi har et særligt sammenhold, hvor vi går op i, at alle har det godt. Samtidig er det spændende at holde sig skarp og kunne gøre en forskel.”
Og hvad var så historien med det ekstra efternavn ”Vismar”, som Simon Dalsgaard har fået tilføjet på sit sygesikringskort?
Jo, det skyldes såmænd, at han fandt sin hustru, Amalia, netop i beredskabet. De er nemlig begge frivillige i det supplerende beredskab ved Station Kolding.
”Så man kan godt sige, at brandvæsnet har været livsformende for mig på flere punkter,” konstaterer Simon Vismar Dalsgaard.
Brandkadetterne fejrer 10 år
Lørdag den 13. juni blive det fejret, at TrekantBrand og UngKoldings fælles brandkadet-projekt har eksisteret i 10 år.
Det sker på Uddannelsescenter Gudsø i forbindelse med, at kadethold nr. 20 har deres afslutningsopvisning.
Hvorfor startede vi?
Initiativet blev skabt for at uddanne unge til brandkadetter, men også for at lære de unge at tage ansvar, lade dem være en del af sunde fællesskab og gøre dem til rollemodeller blandt andreunge.
Samtidig bidrager forløbet til øget uddannelsesparathed og interesse for beredskabet som karrierevej.
Hvad lærer vi dem?
Gennem et 20-ugers forløb arbejder de unge med bl.a. brandbekæmpelse, førstehjælp, samarbejde og sikkerhed. Kompetencer, der styrker dem både personligt og fagligt.
Hvilken forskel gør vi?
En analyse fra Økonomer Uden Grænser viser, at brandkadet-indsatsen skaber markant værdi:
For hver investeret krone genereres 7 kroner i samfundsgevinst.
Er du nysgerrig på at læse mere om samfundsværdien af brandkadetterne, så læs mere her.