Nyt pressenummer skal gøre det lettere for medierne at få fat i TrekantBrand
Fra mandag den 10. august har medierne ét fast telefonnummer til TrekantBrand. Med et nyt pressenummer vil TrekantBrand gøre det nemmere for journalister at få hurtig og kvalificeret information om aktuelle hændelser og tidligere indsatser.
Et godt samarbejde med den lokale og landsdækkende presse er en vigtig prioritet for TrekantBrand. Derfor indfører TrekantBrand nu en pressevagt, som kan kontaktes på ét fast telefonnummer: 70 23 60 62.
Formålet er at sikre, at journalister hurtigt kan komme i kontakt med en medarbejder, der kan hjælpe med oplysninger om TrekantBrands indsatser.
”Vi vil gerne være en åben, tilgængelig og professionel samarbejdspartner for pressen. Når der sker en større hændelse, kan journalister have brug for oplysninger hurtigt, og med ét fast pressenummer gør vi det nemmere at få fat i os,” siger områdechef ved TrekantBrand, Morten Tovdahl Jeppesen.
Ved aktuelle hændelser kan pressen blandt andet få oplysninger om den første melding, hvilke beredskabsstyrker der er sendt af sted, samt det geografiske område, hvor hændelsen finder sted.
Ønsker en journalist i forbindelse med en aktuel hændelse at tale med indsatslederen eller operationschefen, sker henvendelsen ligeledes via pressetelefonen. Pressevagten vil herefter hjælpe med at formidle kontakten, når den operative situation tillader det.
Også mulighed for oplysninger om tidligere hændelser
Pressen kan også bruge nummeret til at få oplysninger om hændelser, der allerede er afsluttet.
Oplysninger om hændelser fra det seneste hverdagsdøgn kan fås ved at kontakte pressetelefonen mellem kl. 9.00 og 9.30.
Efter weekender og helligdage kan pressen tilsvarende få en samlet opfølgning på hændelser i perioden ved at kontakte pressetelefonen mellem kl. 9.00 og 9.30 på førstkommende hverdag.
Ordningen er trådt i kraft. Der er indledningsvist tale om en forsøgsordning frem til og med 31. oktober 2026.
Herefter evalueres ordningen med henblik på eventuelle justeringer eller en forlængelse.
TrekantBrands pressenummer:
70 23 60 62