TrekantBrand og Sydvestjysk Brandvæsen trænede med dronerne sammen
Hvad kan man læse fra 450 meters afstand?
Det blev blandt andet testet, da dronepiloter fra TrekantBrand og Sydvestjysk Brandvæsen mødtes til fælles øvelse og sparring ved virksomheden Solar i Vejen tidligere på ugen.
Dronens superzoom blev sat på opgave, og det viste sig, at man fra 450 meters højde kan aflæse skilte på størrelse med en nummerplade.
Det er ikke mindst anvendeligt, hvis man på afstand skal kunne spotte fareskilte og reagere forebyggende på dem i forbindelse med fx en brand eller et kemikalieudslip.
Dronen giver altså et uvurderligt overblik for indsatsledere og holdledere.
En stor hjælp
Det blev brandmand og holdleder ved Station Vejen, Peter Petersen, endnu mere bevidst om, da han deltog i øvelsen.
Det er over 21 år siden, han tog uddannelsen, og dengang var der ikke drone på skoleskemaet for de kommende holdledere.
“Men jeg har virkelig fået øjnene op for, hvad dronen kan. Både i brandens tidlige og sene forløb, hvor vi med dronens termiske kamera kan se, om der er spots, vi har overset,” siger Peter Petersen.
Så hans råd til andre kolleger er: “Tag hellere dronen med en gang for meget, end en gang for lidt. Den er en stor hjælp.”
Tak til Solar for at lade os træne på deres matrikel!