Bliv brandkadet: Det giver selvtillid og mod

 

Er du ung og interesseret i, hvad det vil sige at være brandmand og en del af beredskabet?

Eller kører det måske lidt skævt i skolen, med vennerne eller familien, og har du brug for en afveksling i hverdagen?

I begge tilfælde kan TrekantBrand måske gøre noget for dig. 

I samarbejde med Kolding Kommunes ungdomsskole, UngKolding, er TrekantBrand engageret i arbejdet med brandkadetter blandt 13 til 18-årige.

To gange om året starter der nye brandkadet-hold, og bliver du optaget på holdet, får du i løbet af det fire måneder lange forløb et indblik i en brandmands uddannelse og hverdag.

Du lærer blandt andet om førstehjælp, elementær brandbekæmpelse og røgdykning; og samtidig får man prøvet sine personlige grænser af, og bliver nye venner og en masse udfordrende oplevelser rigere.

Efter endt kursus kan du kalde sig brandkadet, og du får et førstehjælpsbevis samt et uddannelsesbevis.

 

Ungdomsbrandkorpset

Har du gennemført brandkadet-forløbet, giver dette mulighed for at fortsætte i TrekantsBrands Ungdomsbrandkorps.

Brandkorpset mødes i Kolding, men er for unge fra hele TrekantBrands område.

I Ungdomsbrandkorpset arbejder du videre med de ting, du har prøvet og lært som brandkadet.  

Der er typisk øvelser hver anden uge, og som en del af ungdomsbrandkorpset får du også mulighed for at komme med på nogle af TrekantBrands øvelser som figuranter.

Ungdomsbrandkorpset tager også løbende på fællesture til stævner m.v.

Instruktørerne som benyttes i begge forløb er alle uddannede brandmænd, som gerne vil arbejde med unge mennesker

Du kan være i Ungdomsbrandkorpset til du er 18 år. Herefter vil der være mulighed for at søge videre ind i beredskabet.