Kontakt vagtcentralen
Har du brug for at komme i kontakt med vagtcentralen?
Så er nummeret 7023 6061
Om vagtcentralen
TrekantBrands vagtcentral er beliggende på brandstationen i Fredericia.
Herfra sker styringen og koordineringen af TrekantBrands mange udrykningsenheder.
Vagtcentralen modtager 112-opkald, samt alarmer fra automatiske brandalarmeringsanlæg, og sikre at hjælpen kommer hurtigst muligt frem hvis uheldet er ude.
Udover at være vagtcentral for selve Trekantområdets Brandvæsen, varetages vagtcentralfunktionen også for Vejle Brandvæsen samt Brand & Redning Sønderjylland.
Det betyder, at vagtcentralen i praksis er omdrejningspunktet for at skabe tryghed for mere end 540.000 borgere i Syddanmark.
Hvad sker der, når vagtcentralen modtager en alarm?
Når vagtcentralen modtager en alarm fra alarmcentralen eller et automatisk brandalarmerings anlæg, sikrer vagtcentralen, at den rette hjælp er på vej.
Vagtcentralen kalder de køretøjer og brandfolk ud, som skal med på opgaven og sender adresse og andre informationer direkte til køretøjernes informationssystemer under fremkørsel.
Vagtcentralen fjernstyrer også køretøjernes kommunikation og sikrer, at alle enheder har kontakt til hinanden via radiokommunikation
Når køretøjerne møder på skadestedet, sendes der tilbagemeldinger til vagtcentralen, både via radio, men også via live streaming fra køretøjerne.
Med baggrund i tilbagemeldingerne, kan vagtcentralen afsende flere ressourcer til stedet og kontakte andre myndigheder.
Automatiske brandalarmer (ABA) og tekniske alarmer
Ud over de akutte opgaver, varetager vagtcentralen også en række andre serviceopgaver, blandt andet overvågning af tyverialarmer, samt overvågning og serviceopkald om automatiske brandalarmer (ABA-anlæg).
Operationschefen
Vagtcentralen er altid bemandet med en operationschef. Operationschefen er ansvarlig for alle operative indsatser i vagtcentralens dækningsområde.
Operationschefen sidder som udgangspunkt på vagtcentralen og følger alle indsatser tæt. Han/hun skal blandt andet sikre, at de rigtige ressourcer (køretøjer og mandskab) kommer frem, og at al logistikken på stedet fungerer.
Derudover er operationschefen ansvarlig for al pressekontakt i forbindelse med igangværende, operative indsatser og kan kontaktes gennem henvendelse til vagtcentralen.
Operationschefen er endvidere ansvarlig for at de rette myndigheder orienteres og eventuelt involveres, hvis der er behov herfor.
Det er også operationschefen, der iværksætter eventuelle krisestabe.