Bedemanden og pedellen bliver fejret for deres 40 år som frivillige brandmænd
Opdateret:Lørdag aften den 23. november fejrer Rødding Frivillige Brandværn sin 101-års stiftelsesfest.
Det i sig selv er imponerende, men mindst lige så imponerende er det, at to af Røddings brandfolk faktisk har været med i næsten halvdelen af brandværnets levetid. Nærmere bestemt i 40 år.
Christian Vestersager og Jørgen Christian Thomsen har været i beredskabsgamet siden startfirserne – det var dengang, man ikke behøvede den helt store uddannelse for at kalde sig brandmand, fortæller de.
”Man skrev bare under på et stykke papir, og så var man brandmand,” husker Jørgen Christian og tilføjer at han kom med på udrykninger fra dag ét:
”Man skulle lige finde ud af, hvor alt udstyret var i bilen, men det fandt jeg hurtigt ud af, og så gik det slag i slag.”
Jørgen Christian er selvstændig tømrer og snedker og har samtidig en bedemandsforretning i Rødding, så han har egentlig haft nok at se til igennem årene.
”Men jeg meldte mig, efter at der havde været brand på en lokal gård. Så tænkte jeg: ’Nu skal det være!”
For Christian Vestersager, som er pedel på Rødding Fri Fag- og Efterskole, var vejen ind i brandværnet mere klassisk. Han havde aftjent værnepligt i Beredskabsstyrelsen, og da han kom hjem til Rødding igen, blev han hvervet af sin genbo, som allerede var i det lokale brandværn:
”Han kom pludselig med en seddel, jeg skulle underskrive. Det havde jeg nu heller ingen betænkeligheder ved,” fortæller Christian, som dermed også blev en del af byens brandværn.
Siden har de to lokale ildsjæle rykket ud til stort og småt og hjulpet virksomheder, dyr og mennesker i lokalområdet.
En kamp i fælles front
De kan leende fortælle om rodeoture på køer, der skulle reddes ud af brændende staldbygninger og en kollega, der i nattens mulm og mørke måtte hjælpes op af en åben gyllebeholder.
Minerne bliver lidt mere alvorlige, da snakken bliver ledt over på de mere svære ture, som dengang de kom ud til en forulykket bil. Det var før den tid, hvor Røddings brandsprøjte var blevet udstyret med klippeværktøj.
”Vi kunne bare ikke få den unge kone ud. Hun var i smerter og det pisregnede. Det var en øv-oplevelse! Så det var supergodt, at vi efterfølgende fik klippeværktøj,” understreger Jørgen Christian og tilføjer, at det var en lokal Rødding-borger, der besluttede sig for at donere penge til værktøjet.
Det var nemlig dengang, hvor det frivillige brandværn typisk skulle kæmpe indædt for - eller selv skaffe penge til - nyt udstyr. Den tid er heldigvis forbi, og nu skal brandfolkene i Rødding heller ikke længere bekymre sig om eksempelvis at vaske tøj og slanger. Det bliver klaret centralt i TrekantBrand.
Det har dog også sine ulemper i forhold til sammenholdet på stationen, mener de to jubilarer.
”De unge i dag skulle prøve at blive bombet tilbage til at have det værktøj og de forhold, vi havde for år tilbage. Der var man nødt til at stå sammen, for ellers var der ikke noget, der fungerede. Det er dér, kammeratskabet kommer,” påpeger de erfarne herrer.
To gamle cirkusheste
De tilføjer samtidig, at de er blevet 40 år i brandværnet - og fortsat er her - på grund af netop det gode kammeratskab med brandmandskollegerne, men ikke mindst også, fordi de fortsat er drevet af deres trang til at hjælpe:
”Det driver mig, at jeg stadig kan hjælpe – især i dagtimerne,” siger Christian og suppleres af Jørgen Christian:
”Det er jo som en gammel cirkushest, der lugter savsmuld: Det er ikke noget, man bare lige slipper efter så mange år!”
Og det er vi glade for, at I ikke har gjort!
Stort og hjerteligt tillykke til Christian Vestersager og Jørgen Christian Thomsen og mange tag for jeres store og endda frivillige indsats igennem de seneste 40 år!