Det et vigtigt at kende ’færdselsreglerne' for et ABA-anlæg: Per klæder dig godt på
Opdateret:
I TrekantBrand vil vi gerne klæde driftsejere af ABA-anlæg godt på. Derfor udbyder vi løbende kurser i netop dette.
Automatiske brandalarmer er at finde mange steder: Hvor der kan være mere end 10 overnattende gæster; i store erhvervsbygninger og lagerhaller; i offentlige institutioner og så videre.
Det kan være på grund af et lovkrav, et krav fra forsikringsselskabet eller som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, at man opsætter en automatisk brandalarm (ABA). Uanset bevæggrundene, så er man som anlægsejer nødt til at have mindst én driftsansvarlig, som er uddannet i at betjene anlægget og kende lovgivningen på området.
Det er nemlig altid anlægsejer, der har ansvaret for driften og aflæsningen af en ABA; uanset om der skal ske udkoblinger; hvis der kommer en blind alarm; en falsk eller en reel alarm.
Om det er den ene eller anden type alarm, så rykker brandvæsnet ud.
Undgå blinde alarmer
Og det kan blive en dyr affære, hvis man ikke har ordentligt styr på driften af sit anlæg, for når først brandvæsnet kommer, så kan det koste en afgift – selvfølgelig med mindre, alarmen faktisk har været reel. Og har man fejlagtig koblet dele af sit anlæg ud, så risikerer man, at forsikringen ikke dækker eventuelle brandskader.

Per Møller Jensen underviser i næste ABA-kursus den 5. september
og igen den 7. november. Foto: Maria Søgård
”Man skal kunne betjene, udkoble, orientere sig på orienteringsplaner og vide, hvordan man aflæser anlægget,” påpeger beredskabsinspektør Per Møller Jensen fra TrekantBrand.
Han underviser i kurserne i drift og vedligehold af ABA-anlæg, som TrekantBrand udbyder løbende, og som vi anbefaler, at alle kontaktpersoner i forbindelse med et ABA-anlæg får. Kurset af fire timers varighed koster 1200 kroner per person.
”Jeg plejer at sige, at vores kurser måske er dyre, men kan man undgå bare én blind alarm, så har man tjent det hjem mange gange,” siger Per Møller Jensen.
Kurset skal betragtes som et kørekort i at betjene et ABA-anlæg. Det er altså ikke et kursus i ét specifikt anlæg, men et overordnet kursus, hvor man lærer ’færdselsreglerne’ at kende.
Et godt øveanlæg
TrekantBrand er så heldig, at Siemens har leveret et ABA-anlæg med forskellige typer detektorer, som kursisterne kan øve sig på, så der også kommer praktik i fingrene. Det er en stor hjælp, understreger Per Møller Jensen: ” Her har vi fået et godt stykke værktøj, hvis vi kan vise alle former for detektorer frem, arbejde med anlægget og koble grupper ud og ind,” siger Per Møller Jensen og fortsætter:
”Oftest har de driftsansvarlige jo ikke en brandmæssig baggrund, og det kan naturligvis skabe panik, hvis alarmen går i gang. Men de står jo med ansvaret, og øveanlægget hjælper med til at kunne øve sig i ro og mag og få det hele forklaret jordnært og let forståeligt.”

ABA-anlægget som Siemens stiller til rådighed giver kursisterne mulighed for at prøve sig
frem og stifte bekendtskab mere forskellige typer detektorer. Foto: Maria Søgård
Med ABA-kurset følger en vejledende håndbog og et kursusbevis.
Næste kursus finder sted den 5. september på Middelfart Brandstation, Mandal Allé 19, 5500 Middelfart.
Læs mere her: https://trekantbrand.dk/service-og-kurser/service-og-kurser/kurser/andre-kurser/