I sin ungdom var han håndbold-storskytte, og siden dedikerede han sit liv til brandvæsnet: Nu siger Torben farvel

Med sine 191 centimeter rager han godt op i landskabet i forhold til mange af sine brandmandskolleger i Fredericia. 66-årige Torben Henriksen Hassel har haft sin gang på brandstationen de sidste 38 år. Her startede han som deltidsbrandmand i 1985 og blev året efter ansat som buschauffør samme sted.

”Chaufførjobbet var vejen ind i brandvæsnet dengang, og jeg VILLE bare være brandmand,” fortæller Torben, der ellers er uddannet tømrer og nåede at arbejde i nogle år i dette fag efter at være blevet udlært.

Han erindrer sin mors historier om, hvordan han som lille altid stod og kiggede med store øjne efter brandbilen, når den kørte afsted gennem Fredericia.

”Det er jo lidt sjovt at tænke på, nu når jeg siden er blevet en af dem, der sidder inde i brandbilen og kigger ud på de små.”

Årene op til sin ansættelse ved Fredericia Brandvæsen brugte Torben - ud over tømreruddannelsen - også på at aftjene sin værnepligt. Det skete ved Civilforsvaret fra 1979 til 1980, og her blev Torben endnu engang bekræftet i, at brandmandfaget var noget for ham.

Han havde samtidig nok at se til som værnepligtig, for når han ikke udførte sine opgaver på kasernen i Middelfart, var han hjemme i Fredericia og udnytte sin gode højde til at spille håndbold på topplan.
Torben Henriksen Hassel var skarpt skydende venstre back, og i 1980 var han med til at vinde sølv ved det danske pokalmesterskaber som en del af Fredericia KFUM.

I sin ungdom var Torben Hassel en meget habil bagskytte på Fredericias
bedste håndboldhold. Foto bragt med tilladelse fra Fredericia Lokalarkiv.  

 

Det er efterhånden mange år siden, Torben sidst har spillet håndbold. Det sled hårdt på hans krop, men heldigvis ikke så hårdt, at det ikke lykkedes ham at udleve brandmandsdrømmen, som bar havde vokset sig større efter tiden ved Civilforsvaret.
Torben gik fra deltidsbrandmand til buschauffør og blev derefter afløser på vagtstuen ved brandstationen i Fredericia i en kort periode, inden han blev fast brandmand på døgnholdet i 1992.

Han er blevet uddannet holdleder og har kørt som holdlederafløser. Inden for de seneste år har især røgdykkerværkstedet og vaskeriet på stationen været Torbens domæne.

”Jeg er en altmuligmand, der kan lidt af hvert, og hvis jeg ikke kan, så skal jeg nok finde ud af det. Jeg har aldrig været bange for at prøve mig frem.”

Selvom han rager højt op, har Torben aldrig været den, der stak ud.

”Jeg er ikke så frembrusende og holder mig nok altid lidt tilbage,” vurderer Torben og fortsætter:

”Når jeg er på arbejde, så gør jeg det, man forventer af mig. Jeg stiller ikke de helt store spørgsmål til tingene. Vi skal bare have gjort et godt stykke arbejde.”

En af de store indsatser, som Torben husker tydeligt, er gasudslippet fra Kemira en morgen i august 1996. Torben vågnede tidligt om morgenen på brandstationen til lyden af alarmen, og han husker tydeligt den gule røg, der indhyllede byen. Det var giftige nitrøse gasser fra kunstgødning på kemifabrikken.

”Jeg var chauffør på førstesprøjten. Vi sad alle med åben mund og polypper på vej derned – det så helt vildt ud med den gule røgsøjle,” husker Torben.

To af hans kollega måtte hente flere Kemira-medarbejdere ud, der var blevet spærret inde i et kontrolrum. Imens sørgede Torben for at passe sprøjten og have det logistiske overblik over ulykkesstedet.

”Vi var dernede hele dagen – jeg var den sidste, der kørte hjem. Men vi fik styr på det,” husker Torben.

 

 

Han fortæller, at han som brandmand aldrig har følt sig utryg i jobbet, og med tiden er der bare kommet endnu mere teoretisk viden og teknisk udstyr, som har haft betydning for brandfolkenes sikkerhed.

Men for Torben er vigtigste sikkerhed at have en god kollega ved sin side. Sådan betragter Torben også sig selv.

”Jeg er til at stole på. Vi skal kunne stole på hinanden 100 procent, når vi er på indsats. Vi er hinandens sikkerhedsmænd.”

Torben Henriksen Hassel føler også, at han blev grebet af et godt sikkerhedsnet i TrekantBrand, da han for nogle år tilbage desværre ramte en hård sygdomsperiode i sit liv.

Først blev han alvorligt syg med Legionella, og blot et år senere fik han konstateret leukæmi. Det viste sig efter lang tids indlæggelse og mange prøver heldigvis, at der er tale om en leukæmiform, der kan behandles, og som man kan leve med i mange år.

”Men da var jeg nede og vende,” erkender Torben.
Han måtte indlægges igen for et år siden, da han fik en blodprop i hjertet. Den blev effektivt behandlet med en ballonudvidelse.

”Jeg er blevet fantastisk godt behandlet af TrekantBrand igennem mine sygdomsperioder. Jeg fik at vide, at jeg bare skulle tage mig den tid, det krævede, at blive rask og ikke spekulere på jobbet. Det var virkelig en stor hjælp,” siger Torben.

Det er dog ikke på grund af sygdommene, at Torben vælger at stoppe som brandmand. Han kan mærke alderen efterhånden er begyndt at trykke, og det det bliver sværere og sværere at komme op om natten til et udkald.

Ved afskedsreceptionen sagde Casper Bøge Christensen tak til
Torben Hassel og ikke mindst til Torbens hustru Tina for "lån"
af hendes mand.

Han er sikker på, at han vil komme til at savne både jobbet og ikke mindst sine gode kolleger, som han har tilbragt så meget tid med igennem de seneste mange år. Hans sygdomsperiode har samtidig lært ham at se anderledes og mere positivt på tingene, og den tilgang vælger han også at have til sit snarlige farvel med brandstationen og de mange gode kolleger:

”Alting har en ende, og så kan der jo komme en ny brandmand ind og få min plads.”

 

Blå Bog

Navn: Torben Hassel Henriksen Alder: 66 år Født og opvokset: I Fredericia Familieforhold: Gift med Tina, har sønnerne Jonas på 41 år og Mathias på 32 år, samt børnebørnene Viggo (16) og Karlo (11). Hobby: At fiske, gå til koncerter og se håndbold. Yndlingsrejsemål: Grækenland og at være på krydstogt. Det bedste ved brandmandsfaget: Sammenholdet – det er alfa og omega. Ulempen ved brandmandsfaget: At der ikke er noget, der hedder søn- og helligdage. Man skal bare på arbejde. Og det værste er at være på en indsats, hvor børn er involveret. Fremtidsplan: At få et lille job nogle timer om ugen. Jeg skal ikke hjem og trille tommelfingre.