TrekantBrand klæder lystbådehavnene på til at beskytte havmiljøet

Opdateret: 13 november 2025
Beredskabsinspektør Rolf Bjørling Salomonsen viser eksempler på en beredskabsplan frem for de fremmødte.
Beredskabsinspektør Rolf Bjørling Salomonsen viser eksempler på en beredskabsplan frem for de fremmødte.

Hvem har ansvaret for at sikre havmiljøet i de danske havne?

Det har den enkelte havnebestyrelse faktisk – og det gælder også for de små, lokale lystbådehavne.

I Trekantområdets Brandvæsen har beredskabsinspektør Rolf Bjørling Salomonsen igennem det seneste år arbejdet tæt sammen med vores ejerkommuner for at komme i mål med en strandrensningsplan og beredskabsplaner, hvis uheldet er ude.

Strandrensningsplanen blev godkendt i april, og for at hjælpe de forskellige aktører godt på vej, inviterede TrekantBrand for nylig de relevante parter fra lokale lystbådehavne og -laug til en beredskabsworkshop.

”Vi vil jo gerne sikre os, at loven bliver overholdt og hjælpe havnene med at sikre havmiljøet,” forklarer Rolf Bjørling Salomonsen, som stod for workshoppen.

Ud af TrekantBrands fem ejerkommuner, er det Kolding Kommune, Middelfart Kommune og Fredericia Kommune der har kyststrækninger, og som dermed er omfattet af strandrensningsplanen.

Hjælp til selvhjælp

På workshoppen var syv forskellige lystbådehavne fra de tre kommuner inviteret, og de 11 deltagere blev informeret om gældende lov på området og hjulpet på vej til at skrive deres egne detaljerede indsatsplaner og håndgribelige actioncards. På den måde sikres det, at alle parter ved, hvad de skal gøre i tilfælde af fx en #olieforurening i netop deres havn.

”De fleste af deltagerne troede faktisk, at det er kommunens og beredskabets opgave at rydde op og betale regningen, hvis uheldet er ude, men sådan forholder det sig ikke,” påpeger Rolf Bjørling Salomonsen og henviser til #havmiljøloven.

På workshoppen kom han med gode råd til, hvilket udstyr havnene bør investere i for bedst at kunne agere og inddæmme olie i forbindelse med en forurening, og hvordan planerne bør offentliggøres, så de er tilgængelige for dem, der skal vide besked.

”De fik også at vide, at vi gerne kommer ud og besøger dem og viser, hvordan havneberedskabet skal foregå i praksis,” siger Rolf Bjørling Salomonsen.

Han tilføjer, at der i akutte forureningstilfælde fortsat også er hjælp at hente for havnene fra det kommunale beredskab. Men det reelle ansvar påhviler som sagt havnene selv.

Det samme gælder for industrihavnene. Alle industrihavne i Trekantområdet er selvfølgelig også blevet tilbudt, at TrekantBrand vil indgå i dialog om deres beredskabsarbejde, så vi sammen bedst muligt kan tage vare på havmiljøet i vores lokale havne.