Brandfolk fortæller om deres oplevelser i Seest

 

For at markere 20-året for katastrofen i Seest har vi talt med nogle af de brandfolk,
som rykkede ud den dag, ulykken skete.

 

”Jeg ville ikke ud fra området – jeg ville bare hjælpe med et eller andet!”

 

Hans Christian Kjær var holdleder for det frivillige beredskab i Kolding, da Seest-katastrofen skete. Han mistede sin gode ven og har ikke kunnet tåle lugten af krudtrøg siden den dag.

Der var noget inde i H.C. Kjær, der fortalte ham, at han skulle køre til Kolding den 3. november 2004.
Han var på arbejde på brandvæsnets uddannelsescenter i Gudsø, da han blev ringet op af sin gode kammerat Max Jørgensen. Max var tømrer og tilfældigvis på opgave i Seest denne dag.

”Skal det lyde sådan?” spurgte han H.C. Kjær, som kunne høre knald og brag fra fyrværkerifabrikken i baggrunden. H.C. besluttede sig for at køre mod Kolding og nåede ikke ret langt, før han blev ringet op fra brandstationen og spurgt, om han kunne samle en flok frivillige til at bemande en sprøjte og en kommandovogn, som skulle til Seest. Han fik blandt andre fat i sin hustru Marianne, som også var frivillig, og den kammerat, han lige havde talt med; Max. De kørte alle til Seest.

Opgaven for mandskabet i sprøjten lød på at nedkøle et træskur med gasflasker som stod på fabriksområdet i nærheden af den container, som brændte. Gassen skulle nødig give ilden mere næring, så de frivillige brandfolk stod i behørig afstand bag en jordvold og forsøgte at køle med vand. Men vandtrykket i slangerne fra tankvognen var ikke kraftigt nok.  
”Jeg fik at vide af indsatslederen, at den næste tankvogn, som kom, ville blive vores. Men så gik det hurtigt derfra, og den nåede aldrig at komme, for så om det store brag, hvor vi mistede Max,” husker H.C. Kjær.

Max Jørgensen og en anden frivillig var på tidspunktet for eksplosionen i gang med at gøre slanger klar til den tankvogn, de ventede på. Han og flere andre brandfolk blev ramt af den trykbølge, som kom, da den første brændende container eksploderede klokken 15.25. Max Jørgensen døde formentlig på stedet.

”Da røgen havde lagt sig, og jeg vendte mig om efter eksplosionen, så jeg, at de var i gang med at give Max hjertemassage. Jeg vidste med det samme, at han var død,” husker H.C.

Hans umiddelbare reaktion var at knokle videre. Efter at alle de sårede var kommet ud fra området, henvendte han sig til indsatslederen og spurgte, hvad han kunne bruges til.
”Jeg var ikke klar til at komme ud. Jeg ville bare hjælpe med et eller andet!”

 

Hans Christian Kjær har været frivillig i Koldings beredskab siden 1982 og er det fortsat.

 

H.C. Kjær brugte resten af eftermiddagen og aftenen på at være radiomand for de store crashtenders, som med deres kraftige vandkanoner efterfølgende blev sendt ind i området for at slukke de mange brande.
”Hvis indsatslederen ville have dem det ene eller det andet sted hen, eller hvis der manglede vand, så kaldte jeg på radioen. Hver gang en bygning var blevet slukket, så meldte jeg det tilbage. Jeg var nok den eneste, der ikke var ude af området på noget som helst tidspunkt,” fortæller H.C. Kjær.

Han blev genforenet med hustruen Marianne på Kolding Sygehus kort efter midnat. Alle brandfolk, der havde været i området ved første eksplosion, havde fået besked på at lade sig indlægge til observation for røgforgiftning. Det blev en nat med de første af utallige snakke om, hvad brandfolkene havde set og oplevet. Snakke, der var med til at løse op for de rystede brandfolks traumer.

Også i dagene efter ulykken fyldte Seest alt i ægteparret Kjærs tilværelse. De leverede blandt andet mad og materiel til mandskabet i ulykkesområdet i deres private bil. Det var muligt, fordi de fik lov at få blå blink på deres bil, for kun udrykningskøretøjer måtte komme ind i området.
I månederne efter blev Seest-opgaverne afløst af en masse foredrag, som ægteparret holdt om indsatsen sammen med én af de andre frivillige.

”Det gik der måneder med, og på den måde kom vi igennem det,” tror H.C. Kjær og fortæller, at det kun er på et enkelt område, at Seest-katastrofen har haft varige følgevirkninger i familiens tilværelse: ”Vi har ikke holdt nytårsaften i byen siden. Vi er altid på camping, for røgen fra nytårskrudt gør et eller andet ved mig – jeg får det dårligt indeni.”

-------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------                  

Tommy Christensen er stadig brandmand i Vamdrup. Det har han været siden 1991.

 

”Der gik halvanden time, hvor jeg ikke vidste,
hvor min bror og kollega var henne.”

Vamdrup-brandmand Tommy Christensen blev på katastrofe-dagen kontaktet direkte af indsatslederen i Kolding: Der manglede vand og en overtryksventilator. Tre mand fra Vamdrup rykkede derfor ud.

”Jeg har ikke oplevet noget i samme kaliber – hverken før eller siden,” fortæller brandmand igennem 33 år, Tommy Christensen om fyrværkeriulykken i Seest. Den dag, ulykken skete, blev Tommy Christensen i første omgang bedt om at sende Vamdrup-tankvognen til Seest af Koldings indsatsleder Ole Hauptmann.

Tommy havde vagt på byens akutbil, så i stedet kontaktede han sin bror, Freddy, der på daværende tidspunkt også var brandmand i byen. En anden kollega, Kim, meldte sig også klar til at køre en tankvogn til Seest. Her var klokken omkring 14.30.
”Jeg anede ikke noget om, hvad det var på det tidspunkt. Vi fik bare at vide, at de skulle køre til en fyrværkeribrand i nærheden af Seest Kirke,” husker Tommy Christensen, som fortsatte med sit daglige arbejde i Vamdrup.

Men han nåede ikke vidt, for kort tid efter ringede Kolding-indsatslederen igen. Station Vamdrup havde nemlig en overtryksventilator, han havde brug for. Den pillede Tommy Christensen ud af brandsprøjten, placerede den i akutbilen og kørte med udrykning til Seest. Han ankom kort før klokken 15.25 og fik selv til opgave at placere ventilatoren i den lagerhal, som stod tættest på den brændende container ved fabrikken. Håbet var, at overtryksventilatoren ville blæse gnister og røg væk fra lageret, så de mange opbevarede raketter herinde ikke skulle antænde.

Mens Tommy stod i lagerhallen skete den første store eksplosion i containeren lige udenfor:
”Vinduerne i porten røg først et stykke ud, og så kom skraldet indad fra alle vinduer mod mig. Jeg snurrede rundt. Trykket gjorde, at jeg faldt, men jeg kom op at stå igen og løb ud af bygningen.”

Udenfor – i et brusebad af ild og fyrværkeri - blev Tommy Christensen mødt af de frivilliges holdleder fra Kolding, som havde brug for hjælp. Holdlederen havde en kollega med hjertestop og én, der var hårdt såret, og som hurtigst muligt skulle bæres ud fra området. Det lykkedes fire brandfolk at få den hårdt sårede mand båret væk fra eksplosionsområdet og ind i en bil, som derefter blev kørt væk med politieskorte. Selv kørte Tommy derfra i en efterladt akutlægebil, som også holdt i området. Han fandt hen til det område, hvor politi- og ambulancefolk stod og afventede situationen.

”Nu gik der så halvanden time, hvor jeg ikke anede, hvor Kim og Freddy var henne,” fortæller en berørt Tommy Christensen. Nogle af de værste minutter i hans liv sluttede fra det ene øjeblik til det andet, da de to pludselig kom gående hen imod ham. De var blevet sendt til fods hele vejen rundt om boligkvarteret.

Men gensynsglæden blev snart afbrudt, da den helt store eksplosion skete. Synet, der efterfølgende mødte Tommy Christensen i området, rystede ham:
”Jeg tænkte bare: Det er løgn! Alt var jævnet med jorden. Alt det, vi kort forinden havde gemt os bagved, var væk. Det lignede en krigszone.”

Vamdrups crashtender var knap nok til at kende efter eksplosionen. 

Senere på aftenen blev Tommy, hans bror Freddy og kollega Kim hentet af deres kammerater fra stationen i Vamdrup. Her havde kollegerne tilfældigvis øvelsesaften. Resten af aftenen blev brugt på at snakke de chokerende oplevelser igennem med brandmandskollegerne.

”Så tullede jeg hjem til konen og vores lille baby på otte måneder,” husker Tommy, men inden han nåede at gå til ro, fik han besked på, at alle brandfolk fra første sending skulle indlægges til observation.

”Vi kørte hjem fra Kolding Sygehus næste formiddag, Jeg tror faktisk, jeg tog på arbejde.”

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

Jens Erik Lind har været brandmand i Tyrstrup siden 1993. I dag er han stationskaptajn.

 

”Vi var mange afsted, og det var meget i mine tanker,
at jeg skulle have alle med ud igen”

Den 3. november 2004 havde Jens Erik Lind indsatsledervagten i Christiansfeld. Sammen med tre frivillige brandværn blev han kaldt til Kolding, for at dække ind på brandstationen her.

Meldingen om, at der var udbrudt brand ved N.P Johnsens Fyrværkerifabrik var nået til indsatslederen i Christiansfeld i løbet af dagen, og Jens Erik Lind gik egentlig bare og ventede på, at han nok ville blive kaldt.

Udkaldet kom omkring klokken 16.45: ”Jeg fik besked på at samle de tre brandværn i Tyrstrup, Fjelstrup og Aller og køre til Falck-stationen i Kolding for at passe den. Jeg skulle være indsatsleder i selve Kolding,” husker Jens Erik Lind.

Sammen med 40 brandfolk og 12 køretøjer kørte han til Kolding, og ikke lang tid derefter skete den store eksplosion klokken 17.45.

”Vi så det fra vagtstuen og kunne mærke trykket fra et åbent vindue. Eksplosionen havde fået flere ABA-alarmer til at hyle, så dem skulle vi ud til. Men det viste sig, at hele radioanlægget var gået ned, så vi kunne ikke få GPS-koordinaterne til der, hvor vi skulle køre hen,” fortæller Jens Erik Lind.
Han fik derfor en Kolding-brandmand med i bilen, der kunne guide ham rundt i byen. Her var et hus blandt andet også blevet ramt af betondele fra fabrikken.

Tilbage på brandstationen i Smedegade blev Jens Erik Lind mødt af synet af brandfolk, som kom tilbage fra fabriksområdet i Seest: ”Der var brændt huller flere steder i deres tøj, og de sagde til os, at hvis vi skulle derop, så skulle vi passe på!”

Der var ingen vej udenom for de sønderjyske brandfolk. De blev senere kaldt til Sandbjergvej nær fabrikken for at efterslukke og gennemsøge de brændende og beskadigede huse. I stedet overtog brandfolk fra Middelfart og Horsens pasningen af stationen. Jens Erik Lind husker, at han sammen med brandfolkene gik rundt i flere centimeter fyrværkeri.

”Det lå overalt og sprang stadig flere steder fra,” fortæller han tilføjer, at der var blevet udtrykt bekymring for, at der kunne ske en såkaldt ”ildstorm:” At luften ville blive så varm, at den kunne antænde endnu flere huse.

Samtidig var der melding om flere containere i området med uaffyret fyrværkeri, så det var endnu ikke ufarligt at bevæge sig ind i området. Det lå også i baghovedet på indsatslederen fra Christiansfeld, at brandmand Max Jørgensen ikke var kommet levende ud fra området. 

”Jeg var ikke bange, men det fyldte i mine tanker, hvem jeg havde med derind, og at jeg også fik alle med ud igen, hvis vi pludselig skulle evakueres,” fortæller Jens Erik Lind og uddyber, at der blev planlagt en flugtrute ud af området, hvis det skulle blive nødvendigt. Ruten skulle i så fald tages til fods, for det ville ikke være muligt at få køretøjerne med ud.

Der blev heldigvis ikke fundet mennesker i de boligkvarterer, der var blevet ramt af ulykken.

”Vi var indsat rimelig længe for at slukke ilden i de huse. Vi fandt heldigvis ingen mennesker – alle var kommet ud. Det var godt, at eksplosionen skete på det tidspunkt, den gjorde, for de fleste var på arbejde og i skole. Men alligevel blev mange mennesker jo ramt hårdt,” understreger Jens Erik Lind.

Han var også med til at efterslukke i området dagen efter på selve fabrikken og blev her mødt af det voldsomme syn af de mange udbrændte brandbiler og ambulancer, som var blevet forladt, inden den store eksplosion.

”Vi var heldige – og dygtige – at der ikke skete mere, end der gjorde. Det er en ulykke, vi stadig taler om, og jeg har da en stolt følelse af, at vi var med til at gøre en forskel, og at det ikke endte værre, end det gjorde.”

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

 

Jesper Skrydstrup var lige fyldt 40 år, da Seest-ulykken skete. Han har været
fuldtidsbrandmand siden 1997.

 

”Det mindede mig om dengang, jeg var udsendt:
Som stilheden, når vi kørte ind i et bombet område.”

Ikke engang fuglene turde sige noget. Sådan husker brandmand Jesper Skrydstrup minutterne efter den store eksplosion på fyrværkerifabrikken i Seest. 

Onsdag den 3. november 2004 havde Jesper Skrydstrup fri fra sit job som fuldtidsbrandmand på Station Fredericia, men på et tidspunkt midt på eftermiddagen bippede hans radio med melding om brand.

”Det var underligt at komme ned på stationen og se, at vagtholdet ikke var kørt. Jeg tænkte, at der måske var sket en fejl,” husker Jesper Skrydstrup.

Men der var ikke tale om en fejl. Vagtholdet havde fået besked på at blive hjemme og passe stationen, mens et hold brandfolk på tilkald blev samlet og fik besked på at køre til Seest.

”Vi fik at vide, at der havde været en eksplosion, og at nogen var kommet til skade.”

Meget mere fik brandfolkene ikke at vide, inden de kørte mod Seest. Jesper Skrydstrup sad bar rattet i sprøjten, og da de nåede Seest, blev de modtaget af en motorcykelbetjent, som eskorterede dem ind i området. Jesper Skrydstrup husker, at der blev ved med at ankomme brandkøretøjer i en lind strøm. De blev alle dirigeret hen til opmarch ved det køretekniske anlæg et stykke fra fabriksområdet.

”På et tidspunkt så jeg en tankvogn helt fra Roskilde, og det undrede mig. Man havde bare trykket på den store knap, og dem, der kunne undvære styrker, havde sendt dem afsted,” vurderer Jesper Skrydstrup og tilføjer, at han på dette tidspunkt ikke frygtede for eventuelle eksplosioner fra fyrværkerifabrikken.

Han var mere bekymret for risikoen for at blive kørt ned af de mange tankvogne og crashtendere, der kørte rundt. Han så også en helikopter fra forsvaret; brandfolk, der ankom i deres private biler og en ladvogn fra et udenbys brandvæsen med to brandfolk siddende på ladet.

”Havde de mon kørt hele vejen til Kolding på ladet af bilen?” undrede Jesper Skrydstrup sig, og tanken strejfede ham, om der mon var styring med alle de folk, som var blevet tilkaldt.

Men disse tanker blev blæst omkuld af den massive eksplosion, som man havde ventet på skulle ske.

”Vi stod og kiggede op på fabrikken, da det skete. Jeg havde lært i militæret, at man skulle åbne munden i forbindelse med en eksplosion. Så det råbte jeg til de andre,” husker Jesper Skrydstrup og fremhæver endnu et minde fra sin militærtid som udsendt soldat til Balkan:

”Vi fik efterfølgende til opgave at slukke en hel gade med brændende huse. Der var sådan en stilhed, som dengang jeg var udsendt til Kroatien i 1994, og vi kørte ind i et bombet område. Ikke engang fuglene turde sige noget.”

Da røgen havde lagt sig lignede området omkring fabrikken en krigszone.

Helt frem til næste formiddag arbejdede Jesper Skrydstrup på at slukke brændende boliger og sikre vandforsyning. Imens var der fortsat uvished om en del containere i området indeholdende fyrværkeri.

”Nogle af dem, der fik opgaven med de containere, var Odense Brandvæsen, fordi de havde en skæreslukker. De skulle skære hul i containerne, og jeg tænkte, at det ikke var verdens lækreste opgave at stå og skyde i dem. Der var jo ingen, der vidste, hvad der kunne ske,” konstatere Jesper Skrydstrup.

Heldigvis skete der ikke flere eksplosioner i Seest. Der var allerede sket rigeligt, og siden den indsats har Jesper Skrydstrup ikke haft noget behov for at se på fyrværkeri.

”Efter den tur har jeg syntes, at nytårsaften og fyrværkeri er en bagatel. Jeg har aldrig købt en rakt siden da, for det ultimative fyrværkeri så jeg den dag. Det var flot – og forfærdeligt.”

 

------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------- 

 

Kjeld Hvollbøll Hermansen var deltidsbrandmand i Fredericia 17 år,
men er det ikke længere.

 

”Jeg har tit tænkt på, hvor den papegøje blev af”

Cirka 2000 personer, der befandt sig omkring fyrværkerifabrikken i Seest blev evakueret fra området, da katastrofen skete den 3. november 2004. Men nogle af de kæledyr blev ladt tilbage i området.

Ét af disse kæledyr har siden fyldt i tankerne hos Kjeld Hvolbøll Hermansen. Han var dengang deltidsbrandmand på Station Fredericia og blev sendt til Seest sammen med fem kolleger i løbet af eftermiddagen, den dag ulykken fandt sted.

Han husker, at det første lange stykke tid efter ankomsten til området gik med at vente sammen med massevis af andre brandkøretøjer.

”Vi ventede og vidste ikke, hvad vi skulle. Lige pludselig skulle vi så evakueres ned til køreteknisk anlæg, og så skete der pludselig noget,” husker Kjeld Hvolbøll Hermansen.

Han beskriver den kæmpemæssige eksplosion, som kort efter blæste hen over hovederne på de ventende brandfolk.

”Vi stod nede i en form for hul og søgte dækning bag bilerne. Vi kunne ikke mærke selve lufttrykket, men vi så, hvordan trækronerne krængede til siden, og fuglene blev blæst væk fra grenene”

Efter den voldsomme eksplosion, som skete omkring klokken 17.45, var holdet fra Fredericia ét af de de første køretøjer, som blev dirigeret ind i området.
Brandfolkene blev mødt af et voldsomt syn af utallige brændende huse, massevis af uaffyrede krysantemumbomber, som lå rundt om i villahaverne, og over hovederne på brandfolkene regnede det med fyrværkeri.

”Vi kunne se, at nogle af de seks meter lange jernstænger, som før havde udgjort skelettet på lagerhallerne ved fabrikken, nu stod som spyd rundt om i haverne,” beskriver Kjeld Hvolbøll Hermansen.

Ordren til ham og resten af holdet lød på at slukke ilden i de brændende huse på den villavej, de blev dirigeret hen til.

”Jeg kan huske, at der var en lille, levende papegøje, som jeg tog ud af det første hus, vi kom til. Jeg har tit tænkt på, hvor den blev af,” fortæller Kjeld Hvolbøll Hermansen og fortsætter:

”Jeg satte den i sit bur udenfor huset. Men det var frostvejr, så den er nok gået til. Det har jeg nogle gange tænkt på… Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke satte den ind i sprøjten. Så havde den måske overlevet.”

 

Ødelæggelserne i Seest løb op i cirka 750 millioner kroner.

 

Aftenen i Seest blev blandt andet også brugt på at placere en vandkanon tilkoblet et stort vandkar nær det område, hvor den store eksplosion havde fundet sted. Her stod der stadig fire containere med fyrværkeri, som skulle nedkøles.

”Jeg skulle på alle fire kravle så tæt på containerne som muligt med vandkanonen. Der var helt vanvittigt,” mindes Kjeld Hvolbøll Hermansen, som kom hjem fra indsatsen kort efter midnat. Næste dag ventede hans dagligdagsjob som vicevært.

Han understreger, at det var en forfærdelig hændelse – ikke mindst for de borgere og virksomheder, som det gik ud over. Som brandmand var det samtidig en spændende indsats, som han er glad for at have bidraget til. Traumerne er heldigvis udeblevet, men én ting har ændret sig siden Seest-katastrofen:

”Før Seest gik jeg meget op i fyrværkeri og syntes, det var fedt at købe og fyre af. Men jeg har ikke købt noget siden dengang. Jeg blev mættet i Seest.”