Mogens og Henning er årgang 1946 - og stadig aktive brandmænd
Opdateret:![Mogens Nielsen og Henning Lyngsaa har kendt hinanden siden skoldetiden og er stadig kolleger på Station Ejby](/media/as2kmddj/mogensoghenning1.jpg?anchor=center&mode=crop&width=1200&height=799&rnd=133831419438000000)
Årstallet på fødselsattesten siger 1946, men når pageren bipper, så er Mogens Nielsen og Henning Lyngsaa stadig blandt de brandfolk i Ejby, som haster til brandstationen for at rykke ud.
Sådan har det været igennem hele 47 år for Hennings og flotte 41 år for Mogens’ vedkommende.
De to venner gik i skole sammen som børn. I 1976 blev de naboer i Ejby, hvor de stadig bor blot 25 meter fra hinanden. De har spillet håndbold, badminton og gået til bal sammen på Indslev Kro, og så er de altså fortsat kolleger på brandstationen.
”Det er hyggeligt at komme og være sammen med de andre gutter på brandstationen. Vi har et godt sammenhold,” fortæller de to venner om, hvorfor de stadig er aktive brandfolk, selvom de nærmer sig de 79 år.
Mogens Nielsen er uddannet mekaniker og arbejdede i tre årtier som værkfører på Ejby Kommunes materialegård. I den forbindelse blev han indsatsleder og kørte i både Ejby og Middelfart Kommuner frem til 2011. Og når han ikke havde indsatsledervagten, kørte han med ud som menig brandmand.
”Som ansat ved kommunen var der ikke nogen problemer med at løbe til brand i arbejdstiden - endda med fuld løn,” husker Mogens og tilføjer:
”Hvis vi havde været til brand hele natten og skulle møde på arbejde direkte næste morgen, sagde chefen, at jeg bare skulle gå hjem og sove, men det gjorde jeg nu ikke. Der skulle meget til!”
Henning Lyngsaa fandt også en karrierevej i beredskabet. Han blev oprindelig udlært brugsuddeler og arbejdede som førstemand i Ejby Brugs frem til 1978, hvor han i første omgang også blev brandmand i byen. Året efter blev han fuldtidsansat Falckredder, men fortsatte også som deltidsbrandmand.
”Og fordi jeg var vant til at snakke i telefon og håndtere kunder, blev jeg tilbudt job på vagtcentralen i Ejby i 1984,” husker Henning, som fulgte med til Odense, da Falcks vagtcentral flyttede dertil.
Her arbejdede han frem til 2005, da vagtcentralen flyttede til Kolding, og Henning blev i stedet ansat som chauffør hos den lokale taxamand frem til 2017.
”Det er bare YES”
Chauffører er både Henning og Mogens fortsat, når sprøjten og tankvognen rykker ud fra Station Ejby.
”Vi vil ikke røgdykke mere, men vi vil gerne passe pumpen, dirigere trafikken, yde førstehjælp til tilskadekomne og løse alle de mange småopgaver,” fortæller de to venner og kolleger.
De har da også taget deres tørn i årenes løb, for ingen af dem har haft for vane at sige ”nej”, når de blev spurgt om at hjælpe.
![](/media/wsyec43g/bjorn-nielsen-img_3579.jpg?width=500&height=333.3333333333333)
På Station Ejby var der også engang vagtcentral. Nu kører brandbiler og ambulancer ud herfra.
”Og jeg tror, vi har været med til at rykke ud til langt over 100 døde i årenes løb – både indebrændte, trafikulykker, druknede og selvmord. Vi havde engang tre dødsulykke på 14 dage – det var helt vildt,” husker Mogens, og Henning tilføjer:
”Det værste er, når det er nogen, vi kender. Det kunne vi især nemt komme ud for med ambulancen.”
Heldigvis har der også været udrykninger, hvor folk blev reddet.
”Engang var vi inde og røgdykke i et hus i Nr. Åby. Vi fandt en kvinde oven på i soveværelset og fik hende ud på en båre. Udrykningslægen fortalte os senere, at havde hun været derinde i to minutter mere, havde hun ikke klaret det,” giver Mogens som eksempel og tilføjer:
”Det er bare YES! Sådan nogle opgaver er gode!”
Fest og frække vittigheder
I det hele taget har Henning og Mogens ja-hatten på, selvom de er gamle i gårde, og der er sket mange forandringer igennem tiden. I dag er der lidt færre 'fester og frække vittigheder', vurderer de. Til gengæld er der kommet en langt større effektivitet og mere fokus på sikkerheden for den enkelte brandmand.
”Og vi vil ikke at være dem, der siger: ’sådan plejer vi at gøre’. Vi vil til gengæld gerne vise de unge, hvor tingene er på stationen og i bilerne. Vi har jo også et stort lokalkendskab og kender alle de små tricks, man lærer undervejs,” siger Henning.
Og så længe, at de to føler, at de kan gøre en forskel, giver det mening at blive ved. Dog har Mogens bekendtgjort, at han forventer at stoppe inden for nogle måneder, når der forhåbentlig er kommet nye kræfter til på Station Ejby.
”Men jeg synes ikke, det er noget problem at være afsted, selvom jeg er 78 år,” siger Henning og fortsætter:
”Vi kan jo for eksempel sagtens tage en brandvagt, og når man har brug for at blive afløst, så er der altid nogen, der tilbyder at hjælpe. Det gør det nemmere at blive ved – ikke mindst i dagtimerne, hvor behovet er størst.”
Sammenlagt er det to mænd med næsten 100 års erfaring som brandmænd – og mange sjove oplevelser, understreger de!
Lørdag den 22. februar fejrer Morgens Nielsen sit 40 års jubilæum på Station Ejby. Stort tillykke herfra!