Han er blevet kaldt ’Schmeichel’ af kollegerne: ”Jeg har et frygteligt temperament”

Mandag den 2. juni fejrer Trekantområdets Brandvæsen en særlig dag: Brandmand på Station Fredericia, Finn Uldall Andersen, har været i brandvæsnet i 40 år.

Besøger man værkstedet på Station Fredericia, så er det primært radioen, der højlydt spytter musik ud af højttalerne. Mekanikerne går i al stilfærdighed og roder i de biler, der er på liften. Men Finn Uldall Andersen, som i år fejrer 40-års jubilæum som brandmand på station Fredericia, erkender, at det ikke altid har været sådan.

”Tidligere, når en af bilerne drillede, så kunne jeg godt finde på at kaste med værktøjet i raseri. Men det er ikke så slemt mere,” forsikrer 63-årige Finn og tilføjer: ”Og jeg tror ikke, at der er nogen på stationen, der har set mig råbe eller skrige. Den eneste, jeg bliver gal på, er mig selv, når der er noget, jeg selv mener, jeg ikke har gjort ordentligt.”

Finn kan dog ikke sige sig helt fri for at have ladet kollegerne mærke hans temperament. Derfor blev han i sin tid også kaldt ”Schmeichel” på stationen. Det var dengang, der blev spillet firmafodbold og den 196 centimeter høje Finn stod på mål. Han var ikke tilfreds, når der blev dækket dårligt op. Det fik ham en enkelt gang til at udvandre midt i en kamp.

”Jeg hader at tabe overalt på jorden,” konstaterer Finn og tilføjer, at han af samme grund er stoppet med at spille Ludo med sine børnebørn.

Røverhistorierne fængede

I hverdagene fremstår Finn dog som roligheden selv, når han iført sine mekaniker-smækbukser, bevæger sig rundt på brandstationen. Her har han altså haft sin gang i 40 år, selvom det ikke lå i kortene, at han skulle ende som brandmand.

Han er nemlig udlært mekaniker på Lada-værkstedet på Vejlevej i Fredericia. Her gik han sammen med sin bror Erik, som pludselig fik den ide, at han ville søge ind til brandvæsnet.

”Var Erik ikke blevet brandmand, havde jeg aldrig tænkt på at blive det,” siger Finn og tilføjer, at han egentlig overvejede at arbejde med unge mennesker, hvis han ikke skulle fortsætte som mekaniker. Derfor valgte han efter endt læretid at søge til Horsens Statsfængsel som fængselsbetjent. På det tidspunkt var han 21 år og en bomstærk vægtløfter, som kunne tage 200 kilo i bænkpres.

”Men Horsens Statsfængsel var alligevel et mørkt og skummelt sted for en 21-årig, så jeg stoppede, inden der var gået et år,” fortæller Finn.

Han vendte kortvarigt tilbage til sin gamle læreplads på Vejlevej, men blev så betaget af sin storebrors røverhistorier om livet på brandstationen, at han endte med at gå samme vej.

”Sammenholdet på vagtholdene og arbejdsformen tiltalte mig rigtig meget; men det var fortrinsvis spændingen og den action, man kunne opleve, der tiltalte mig mest,” forklarer Finn om, hvorfor han først blev brandmand på deltid og slog til, da der kom en ledig stilling på døgnholdet i 1990. Her har han været siden.

 

Benene var for lange

Der er sket en kæmpe udvikling i brandmandsfaget. Ikke mindst på materielsiden, fortæller Finn, som til at begynde med aldrig kunne få brandtøj eller støvler, der passede til fødderne, som krævede en størrelse 48. Den første drejestige, Finn sad bag rattet i på stationen, var så lille, at han måtte køre med åben fordør, for at der var plads nok til, at hans lange ben kunne betjene koblingen uden at låse sig fast under rattet.

”Jeg fik at vide, at det eneste, der kunne passe mig, var et fortelt,” husker Finn, som i dag dog sagtens kan få tøj i sin størrelse.

Udviklingen har også betydet, at det ikke længere bare handler om at ’komme ind og få lortet slukket.’ Moderne teknologi og nye metoder betyder, at man arbejder meget mere målrettet med brandslukningen – gerne udefra med fx ’knock down’, i stedet for at bevæge sig ind i flammerne.

”Nogle konservative brandfolk vil måske sige, at det var bedre i gamle dage, men jeg synes, man skal tage imod det nye med kyshånd. Det handler jo om at skåne os mest muligt, og jeg har haft en mand på holdet, der mistede livet til kræft…”

 

Optur!

Det er dog ikke ensbetydende med, at Finn er bange for at rykke ind og slukke ildebrand. Det er den del af jobbet, han sætter den største ære i og derfor, at han i sin tid satsede på at blive døgnmand: Så han kunne være blandt de første på skadestedet.

”Jeg har altid syntes, at udfordringen for mig var at skulle slukke ildebranden. Jeg vil gerne ind og få gjort tingene så hurtigt og skånsomt som muligt. Derfor har jeg også altid valgt at sidde bagi. Jeg har ikke temperament til at være den, der som holdleder fordeler arbejdet. Jeg ville stå og trippe for at komme ind. Det er det mest spændende for mig,” fastslår Finn.

Og selvom han efterhånden har gjort det flere gange, end han kan tælle, så giver det stadig en god følelse at vende hjem fra en vellykket indsats.

”Når vi har løst opgaven og kører hjem i sprøjten, så har jeg optur hver gang og tænker YES!”

 

Blå bog Navn: Finn Uldall Andersen Alder: 63 år Født og opvokset: Fredericia – en rigtig fæstningsdreng; dvs. født inden for voldene. Familieforhold: Gift med Vibse på 38. år. Hun havde sønnen Jonas med ind i forholdet, har sikret parret tre børnebørn. Uddannelse: Faglært mekaniker, udlært i 1984; tillært pladesmed. Beredskabsrolle: Startede som deltidsbrandmand i Fredericia i 1984; fortsatte som buschauffør på fuldtid og brandmand på deltid frem til cirka 1990, hvor han fik en plads på døgnhold. Hobby: At spille badminton, køre på motorcykel, være en del af seniorklubben på Station Fredericia og dykke ned i historiske begivenheder – især 2. verdenskrig. Hvilken bog læser du lige nu: En bog om nazisten Franz Stangl, som blandt andet var SS-kommandant i nogle af nazisternes værste kz-lejre. Hvad for noget musik hører du? Jeg hører alt fra Rammstein til Johnny Madsen. Jeg har næsten lige været til koncert med hans søn Rasmus, der er begyndt at turnere med sin fars sange. Hvad er dit næste rejsemål? De seneste fem år har vi besøgt det samme badehotel i Vejers. Det skal vi igen i år, og vi har også snakket om at tage på cykelferie ved Lüneburger Heide syd for Hamburg. Fortæl os noget, folk måske ikke ved om dig: Sidste år fik jeg blodpropper i begge lunger efter en slem lungebetændelse. På intensivafdelingen fik jeg at vide, at jeg havde været tæt på at dø. Da kneb jeg en tåre. Jeg er meget taknemmelig for den opbakning, jeg fik af ledelsen, mens jeg var syg. De sagde, at jeg bare skulle tage mig den tid, jeg havde brug for, til at blive rask. Der var ingen former for pres, og det betyder virkelig meget – det skal de have.