Danmarks højeste skorstensbrand blev slukket i Vamdrup: Nu fejrer brandstationen jubilæum
Opdateret:I 75 år har borgerne i Vamdrup kunnet sove trygt om natten, velvidende at de lokale brandfolk er klar til at rykke hurtigt ud, når og hvis uheldet er ude.
”Vamdrup har et førsteklasses brandvæsen!”
Sådan lød det fra Koldings Brandinspektør Andersen, da Vamdrups helt eget brandvæsen blev indviet i maj 1948, og den beskrivelse gør sig stadigt gældende.
Forud for 1948 havde Vamdrup anskaffet sig ”en moderne brandsprøjte med en kapacitet på 1760 liter i minuttet og en bæresprøjte med en kapacitet på 800 liter i minuttet, et førsteklasses slangemateriel og en ny brandstation beliggende ved administrationsbygningen,” som det lød i en beskrivelse fra "Ugebladet for Vamdrup og Omegn" dengang. Så det var et veludrustet brandvæsen, der så dagens lys.
Hvor den nye brandstation har til huse i dag, havde der hidtil været et kombineret Esso-mekanikerværksted, vaske- og smørehal og beboelse i et. Først i 1975 overtog brandfolkene dette garageanlæg; indtil da havde de en garage på nabogrunden ved kommunekontoret.
I 1963 kom en af de helt store brande i Station Vamdrups historie:
Danpo Fjerkræslagteri i byen oplevede en voldsom brand, hvor hovedbygningen fuldstændig udbrændte, hele byen blev mørklagt, og 100 tons slagtekyllinger efterfølgende måtte kasseres.
Både før og siden har der været mange andre store indsatser.
Brandfolk fra Vamdrup hjalp eksempelvis til i Kolding, da Gori-værket og Kraftemballage begge brændte i 1978, ligesom flere Vamdrup-brandfolk også var med under indsatsen ved Seest-katastrofen i 2004.
Så vidt vides er Station Vamdrup fortsat også rekordholder i at have slukket Danmarks højeste skorstensbrand: Det skete i 2005, da Isovers 110 høje skorsten brændte på Østermarksvej.
Den seneste store lokale brand var en gårdbrand på Ødisvej i januar 2022. Her var Vamdrup sammen med fire andre stationer samlet for at slukke ilden, da et maskinhus og en lade med halm brændte.
Heldigvis kom hverken dyr eller mennesker til skade.
Hurtige og ihærdige
Stationen i Vamdrup består for øjeblikket af 18 deltidsbrandfolk i alderen 18 til 62 år.
”Det er gode og ihærdige drenge. 18 ildsjæle. Desværre har vi ingen kvinder. Det kunne jeg ellers godt tænke mig,” siger stationsleder John Boelck.
Vamdrup har altid haft ry for at være hurtige, fortæller Jens Frederiksen, der er brandmand og tillidsmand på stationen. Den gennemsnitlige afgangstid i 2022 var 3,06 minutter.
Her rykkede Vamdrup ud til 47 opgaver med brandsprøjten.
For 20 år siden blev akutbilen også en del af stationen, og den rykkede i 2022 ud cirka 260 gange.
”Vi møder jævnligt folk ude i byen, som giver os et kram, fordi vi har været med til at redde deres liv,” siger Jens Frederiksen.
Han startede som maskot på brandstationen i en alder af 11 år og har hængt fast lige siden.
”Det er en stor passion at gøre en forskel i byen og hjælpe mennesker i nød. Det er ikke en guldgrube vi får, men det er heller ikke pengene, jeg gør det for.”
Jubilæet fejres med åbent hus i og omkring brandstationen lørdag den 29. april.