Da Jesper blev begravet i sand, reddede frivillige brandfolk hans liv

Opdateret: 24 april 2023
Jesper Jacobsen på Station Tyrstrup
55-årige Jesper Jacobsen mødtes for nylig med brandfolkene på stationen i Tyrstrup, hvor han takkede dem for at have reddet sit liv.

Den 55-årige rørlægger Jesper Jacobsen blev begravet i sand til halsen, men blev hjulpet op i sidste øjeblik af de frivillige brandfolk i Tyrstrup: ”Det er heldigt, at vi har sådan nogen som jer!”

Den hvislende lyd af sand, som flytter sig, var det sidste Jesper Jacobsen hørte, inden han øjeblikket efter sad begravet i sand helt op til halsen.

Ulykken skete, da 55-årige Jesper Jacobsen i forbindelse med sit arbejde som rørlægger arbejdede ved det nye boligkvarter Sønderkobbel i Christiansfeld den 1. marts sidste år. Sammen med sine kolleger havde han etableret ledninger til spildevand i næsten seks meters dybde, og det var i ét af disse dybe huller, at han denne formiddag fra det ene øjeblik til det andet fandt sig selv begravet i vådt sand, der bare trak ham længere og længere ned.
Hans kolleger var hurtige til at komme ham til undsætning. Nogle sørgede for, at der ikke faldt mere ler og sand ned over Jesper Jacobsen ved at stabilisere hullets kanter med de store skovle fra deres gravmaskiner, mens andre fik tilkaldt en slamsuger, som kunne fjerne noget af det megen mudder, som var i hullet, og som var skyld i, at Jesper Jacobsen ikke kunne komme fri.
Men efter næsten en halv times intenst arbejde fra kollegernes side, sad Jesper stadig ubehjælpsomt fast i hullet.

Derfor blev der ringet 112 klokken 11.03.

Sad ubehjælpsomt fast

Fire minutter efter kørte de første syv mand fra stationen i Tystrup, som udelukkende er bemandet med frivillige brandfolk. Med holdleder Ole Sørensen i front ankom brandfolkene otte minutter og 40 sekunder efter alarmeringen, og fandt Jesper Jacobsen fanget i hullet.

To brandfolk, Tom Frandsen og Johnny Ammitsbøll Dahl, sprang ned til ham og begyndte forsøget på at grave ham fri. Med fare for selv at blive suget ned i det våde sand, blev der både gravet omkring den efterhånden udmattede Jesper Jacobsen, ligesom brandfolkene ovenfor hullet forsøgte at hjælpe til – blandt andet ved at binde et reb om armene på Jesper, så de måske med forsigtighed kunne trække ham fri. Rebet gled af, mens Jesper Jacobsen bare blev siddende i sand til livet. Trods en brav kamp med skovlene, skete der stort set ingen fremgang.

I mellemtiden var akutlægen ankommet til skadestedet. Og efter sammenlagt at have siddet fast og kæmpet for livet i en time, konkluderede lægen, at nu skulle den stærkt udmattede og underafkølede Jesper Jacobsen op – koste hvad det ville.

Derfor blev der spændt en særlig redningssele på ham, som rebet blev hægtet fast til. Og oppe fra jordoverfladen trak seks brandfolk nu i rebet, alt hvad de kunne, indtil Jesper Jacobsens underkrop blev tvunget fri af det sumpede sand.

Behov for at sige tak

”Vi trak virkelig. Alle kræfter blev lagt i,” husker brandmand Bjarne Lind fra redningsaktionen.

For nylig fik de involverede brandfolk lejlighed til at tale hændelsen igennem igen, fordi Jesper Jacobsen havde udtrykt et ønske om at møde dem alle sammen for at sige tak for hjælpen.

”Jeg har haft et behov for at sige tak. Tak er kun et fattigt ord, men det kommer inde fra hjertet,” siger Jesper Jacobsen og forklarer, at han også gerne ville møde brandfolkene, så han kunne udfylde nogle af de huller, der har været omkring hændelsen i hans hukommelse.

Brandmand Tom Frandsen, der forsøgte at grave Jesper fri, kunne blandt andet fortælle, hvordan Jesper prøvede at trække sig selv op af sumpen ved at gribe fat i brandfolkenes bukseben.

”Du kæmpede virkelig, trods dine smerter. Og de skrig, der kom fra dig, da du endelig blev trukket op, sad i mig i lang tid efter.”

Heldigvis husker Jesper Jacobsen ikke selv de store smerter, han var i, da han blev reddet op fra hullet. Han blev siden opereret i ben og ryg og får desværre varige mén fra ulykken. Men han er i live.

”Da jeg sad dernede, havde jeg ellers accepteret, at nu var det slut,” fortæller Jesper Jacobsen og tilføjer: ”Havde brandfolkene ikke været der, så havde jeg ikke været i live i dag. Det er heldigt, at vi har sådan nogen som jer. I gør en kæmpe forskel!”

Specialister i redning

Det frivillige brandværn i Tyrstrup har eksisteret siden 1897 og er dermed blandt Sønderjyllands ældste frivillige brandværn.

Stationen i Tyrstrup tæller i dag 26 medlemmer, og de er netop specialiseret i at løse redningsopgaver.

Operationschef ved TrekantBrand, Bo Gøgsig, glæder sig over, at mødet mellem de frivillige brandfolk og Jesper Jacobsen kunne komme i stand.

”Det har været en rørende og positiv oplevelse og en fin bekræftelse på vigtigheden af den indsats og forskel, som de frivillige i Tyrstrup Brandværn gør.”

Set i lyset af den seneste tids fokus på netop de sønderjyske frivillige brandværn, understreger operationschef Bo Gøgsig, at han både er stolt, tilfreds og taknemmelig for alle de frivillige brandværn i TrekantBrand.

”De leverer hver eneste dag et hurtigt, professionelt, engageret, loyalt og tjenestevilligt bidrag til TrekantBrand."

Og for Jesper Jacobsen har mødet med brandfolkene også gjort en stor forskel:

”Det er rart at se de hoveder, som reddede mit liv. Det betyder virkelig noget, og nu er jeg nået til det punkt, hvor jeg kan komme videre i mit liv.”

 

Overvejer du at blive frivillige eller deltidsbrandmand hos TrekantBrand? Så kan du finde de lokale stationer her.