MED-formand, Martin Langemose's, tale ved nytårsparolen 17. januar 2026
Opdateret:
Kære gæster og kære kollegaer
Så står vi her igen. Endnu et år er gået.
På vegne af MED-udvalget vil jeg gerne ønske jer alle et godt nytår.
Som jeg nævnte i min tale sidste år, er det året, hvor TrekantBrand har rundet de første 10 år.
De 10 år bliver markeret i dag.
Det er jeg stolt af. Det er dog ikke min ære og fortjeneste, men jeres – kollegaer, MED-udvalget og ledelsen.
Vi fik en henvendelse fra en kollega med en idé, som vi bragt op i MED-udvalget.
En idé, som ledelsen tog positivt imod, og som i dag føres ud i livet.
Det er et rigtig godt eksempel på, hvordan man som ansat kan bruge MED-udvalget.
I dag ser vi tilbage på året, der er gået.
2025 har været et travlt år på det organisatoriske plan, forarbejdet til hjemtagelse af de nuværende Falck stationer, trivselsundersøgelse og chefer, der er stoppet.
Det har igennem året givet travlhed i den tilbageværende ledelse.
Det sidste har blandt andet betydet en ny organisation, i dag kan vi sige tillykke til Christina Fischer og velkommen til Allan Mose.
Der har i 2025 også været udskiftning blandt kollegaerne på brandbilerne. Nogle stopper, fordi de har nået en alder, hvor det er tid til pension, andre fordi de skifter job eller flytter.
Der er nok også dem, som ikke længere ønsker eller har tiden til at være en del af beredskabet.
Omvendt betyder det, at vi også har sagt goddag til nye kollegaer.
Nogle kommer fra andre beredskaber, andre er helt nye i faget og skal igennem grund- og funktionsuddannelse.
Velkommen til alle nye og stort tillykke til jer, der har brugt aftener og weekender på at blive klar til næste tur i brandbilen.
På køretøjssiden er der de sidste par år kommet en del nye til, 2025 er ingen undtagelse.
Der er leveret 21 nye køretøjer, blandt andet 7 nye tankvogne, fordelt på forskellige stationer.
Det vidner om den udvikling, TrekantBrand er i, men det betyder også, at der i nogle løsninger tænkes i kroner og ører, når bilerne skal indrettes.
Sidste år nævnte jeg, at vi havde fået en elbil.
Hvornår mon vi får den første eldrevne brandbil?
På vagtcentralen bød starten af året på noget helt nyt.
De skulle nu til at snakke sønderjysk.
Dels med en ny OC, men også med alle stationerne i Brand & Redning Sønderjylland.
Den helt store prøvelse stod en fredag i august, med togulykken ved Bjerndrup mellem Kliplev og Tinglev.
I TrekantBrands eget område havde vi i februar en af de større hændelser, nemlig branden på havnen i Kolding.
Den mindede os om, at vores job ikke er helt ufarligt, og at der pludselig kan ske noget uventet.
Det måtte selv direktøren erfare.
I hverdagen oplever vi alle store og små indsatser, men når vi har de større og længerevarende hændelser, er det dejligt at opleve de frivillige, der tropper op med forplejning.
Tak for mad og tak til jer.
Nu er vi trådt ind i 2026.
Vi kender allerede en del af de opgaver, som året byder på.
Men der kommer helt sikkert også nye ukendte opgaver til.
For beredskabet er i konstant forandring.
I år skal vi tage en ny brandstation i Kolding i brug.
Gudsø har fået nye faciliteter, så centeret nærmest bliver et nyt sted at komme på uddannelse og øvelser.
MED-udvalget skal også evaluere trivselsundersøgelsen fra efteråret, og så får vi en masse nye kollegaer.
Den nye bestyrelse og beredskabskommission skal igangsætte arbejdet med en ny risikobaseret dimensionering.
Et arbejde, som mange sikkert er spændte på at følge.
Skal TrekantBrand fortsætte uændret ad den lige vej, hvor der tænkes i kroner og øre?
Eller er der politisk vilje til at lave en dimensionering ud fra risici, det øgede behov og dermed styrke beredskabet, som det ses andre steder, ikke bare hos vores naboer, men i det meste af landet.
Med det flotte fremmøde i dag bør den nye beredskabskommission og bestyrelse måske også overveje, om
formatet for nytårsparolen skal være anderledes.
Fra medarbejderne er der ønske om, at markeringen er mere lokalt forankret.
I MED-udvalget er vi altid klar med idéer og forslag.
Her til slut vil jer gerne rose alle kollegaer i TrekantBrand, sige tak til alle jer, der bidrog til trivselsundersøgelsen og tog godt imod Jarl og mig på vores rundtur – 17 besøg blev det til.
Jeg ser frem til, at vi i løbet af i året, sammen kan byde nye ”kendte” kollegaer velkommen.
En særlig ros og et stort tillykke skal der lyde til alle jubilarerne i TrekantBrand.
Nytårsparolen er noget, der ligger mange på sinde.
Det er markeringen af netop jer og jeres kollegaers bidrag gennem årene.
Stort TILLYKKE med jeres jubilæum.
Endnu engang – Godt nytår
Tak for ordet!