TrekantBrand styrker ledelsen med en operativ chef og en forebyggelseschef

Opdateret: 15 januar 2026
Christina Fischer og Allan Mose indgår i chefgruppen pr. 1. januar 2026
Christina Fischer og Allan Mose indgår i chefgruppen pr. 1. januar 2026

TrekantBrand har per 1. januar 2026 budt velkommen til to nye chefer.

51-årige Allan Mose er trådt ind i stillingen som områdechef i den operative afdeling med det overordnede ansvar for blandt andet de to fuldtidsstationer i Kolding og Fredericia.

Allan kommer fra en stilling som driftschef ved Ambulance Syd – en post han har varetaget siden 2016.

Brandverdenen er dog ikke fremmed for Allan. Han er uddannet redder ved Falck og har kørt som både brandmand og ambulanceredder i sin hjemby Esbjerg i 20 år frem til 2015.

 

Om sin nye stilling siger Allan:

”Beredskabernes rolle er blevet betydeligt mere central i samfundet, og jeg ser rollen som områdechef i den operative afdeling som en spændende mulighed for at kombinere den traditionelle ledelsesrolle med operativ ledelse.”

Allan Mose tilføjer, at han især glæder sig til igen at være i tæt kontakt med det operative mandskab og skabe gode rammer med et velfungerende arbejdsmiljø i højsæde.

I en nyoprettet stilling som forebyggelseschef er Christina Fischer indtrådt.

Christina har hidtil været teamleder for TrekantBrands myndigheds- og forebyggelsesafdeling, og hendes indtræden i chefgruppen sker i et ønske om styrke det vigtige forebyggende arbejde, der bl.a. sker i tæt samarbejde med andre offentlige instanser og private virksomheder.

52-årige Christina Fischer er uddannet bygningsingeniør med en mastergrad i brandsikkerhed og har tidligere arbejdet i daværende Christiansfeld Kommune med spildevand og byggesager samt ved Kolding Brandvæsen.
Hun vil fortsat fungere som operationschef ved den fælles vagtcentral i Fredericia og kører desuden som deltidsindsatsleder ved Vejle Brandvæsen.


Tæt forbindelse mellem forebyggelse og det operativ

Om sin nye rolle siger Christina, at hun ser frem til at koble forebyggelse og det operative område endnu mere sammen, end det har været hidtil:

”Forebyggelse får langt større værdi, hvis vores arbejde bæres med ind i det operative område. Blandt andet derfor er jeg utrolig glad for at have fået mulighed for at blive en del af chefgruppen og være med til at sætte den fremtidige retning for TrekantBrand.”