Er der en forurening i sigte på havoverfladen? Så rykker olieberedskabet ud!
Opdateret:Hjerteskærende billeder af hjælpeløse fugle smurt ind i sort klister eller tusindvis af døde fisk langs vandkanten, har de fleste mennesker nok i baghovedet, når de tænker på olieforurening i havet.
Heldigvis hører det dog til sjældenhederne, at TrekantBrands olieberedskab bliver aktiveret. Senest var faktisk helt tilbage i 2016, da en tank med palmeolie fra Dan Gødning brød i brand på Fredericia Havn og resulterede i en storbrand af dimensioner med udslip af olie til Lillebælt som én af de mange konsekvenser.
Siden har olieberedskabsbådene ikke været indsat.
”Det er ikke noget, vi bruger ret tit,” konstaterer beredskabsassistent Palle Sørensen, som er en del af Fredericia-stationens olieberedskabet.
Olieberedskabet er blevet til i et samarbejde mellem brandstationen i Fredericia og det, der tidligere hed Shell - nu CrossBridge Energy - samt ADP (Fredericia Havn).
Selvom det ikke er et beredskab, som rykker ud særligt ofte, så er det vigtigt at øve sig, hvis uheldet skulle være ude, og det var lige, hvad deltids- og fuldtidsbrandfolk gjorde en mild majaften ud for containerhavnen i Fredericia.
Her havde et fiktivt, 30 meter langt skib tabt olie, som skulle dæmmes ind hurtigst muligt og derefter suges på af en slamsuger.
Til dette formål blev TrekantBrands både, Odin og Thor, sat i vandet for at trække en flydespærre ud omkring det forurenede område.
TrekantBrands 200 meter lange flydespærre bliver kørt til den nærmeste kaj på lastbil og skal pustes op i takt med, at den sættes i vandet. Det kan kun foregå i et roligt tempo, hvilket gør inddæmning af olie og andre former for forurening i havet til en stor udfordring, fordi aktionerne som regel sker i dårligt vejr og i et kapløb med tiden.
Denne øvelsesaften handler dog først og fremmest om, at brandfolkene får udstyret mellem hænderne, så de kan få genopfrisket, hvordan man griber situationen bedst an.
Når flydespærren er i vandet, kan den ned til en halv meters dybde bremse for den forurenende væske. Det er typisk en ulige kamp mellem på den ene side bølgerne og den stærke strøm i Lillebælt og på den anden side brandfolkene, når flydespærringen skal placeres. Men denne øveaften er vandet i bæltet så godt som blikstille.
Derfor kan øvelsesaftenens ansvarlige, Benny Lund, glæde sig over, at opgaven med at inddæmme forureningen løses hurtigt og effektivt, så der også kan blive tid til at kigge på noget af det udstyr, som endnu sjældnere bliver taget i brug i TrekantBrands olieberedskab; så som den lille ”håndslamsuger” og hejseværket til det tunge anker, som kan fæstne flydespærringen til havbunden.
Og som en god afslutning på aftenen sejler folkene på Odin og Thor en tur rundt for lige at lokalisere de fastmonterede flydespærrer, som for en god sikkerheds skyld findes i alle inderhavnene omkring Fredericia.