Pas på asken, når du har grillet: Næsten to ud af tre grill-brand skyldes bortkastet aske

Opdateret: 08 maj 2024
Bortkastet aske er ofte den store synder, når brandvæsnet rykker ud til grill-relaterede brande.
Bortkastet aske er ofte den store synder, når brandvæsnet rykker ud til grill-relaterede brande.

Hvert år rykker brandvæsenet i gennemsnit ud til over 270 grill-relaterede brande, hvoraf mere end 170 brande skyldes bortkastet aske. Ved at følge tre simple råd kan du nyde grillmaden hele sommeren uden besøg fra brandvæsenet.

I løbet af de seneste fem år er brandvæsenet i gennemsnit rykket ud til over 270 grill-relaterede brande om året, som for alvor tager fart i april frem til og med august. Den helt store synder, der tegner sig for 63 pct. af den formodede årsag til brandene, er bortkastet aske – når brugte grillkul og briketter går fra asken til ilden.

"Selvom pølserne er færdige, så er gløderne stadig i gang – og det er de i ret lang tid. Det kan faktisk tage over et døgn før aske og kulrester er helt kolde og fri for gløder. Så læg låg på grillen eller lad den passe sig selv, mens du nyder din grillaften, og vent med at smide asken ud, til gløder og kul er slukket helt," siger Bjarne Nigaard, sekretariatschef hos Danske Beredskaber.

Ud over at sikre kolde kulrester inden bortskaffelse, er der særligt tre ting, du skal være opmærksom på i forbindelse med grill eller bål:

  • Undgå brug af tændvæske
  • Undgå at placere din grill tæt på brændbart materiale, hvor en glød eller flamme kan få fat, f.eks. et tagudhæng.
  • Husk altid at have vand i nærheden

Risiko for forbrændingsskader
Skal du grille sikkert, skal også optændingen af kul og briketter ske forsvarligt. Forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen råder grillelskerne til at benytte optændingsblokke og aldrig tændvæske, da brugen af brandfarlige væsker til optænding kan udvikle sig voldsomt.

"Vi har i tidens løb set flere alvorlige ulykker, når der er brugt brandfarlige væsker til optænding af en grill. Det kan udvikle sig til eksplosionsulykker, hvor der kan ske alvorlige forbrændinger. Så drop tændvæsken, når du griller - det er simpelthen for farligt," siger Mads Dalgaard, og tilføjer:

"Bruger du en engangsgrill på stranden, så vær særligt opmærksom på, at sandet under grillen bliver meget varmt. Det er derfor vigtigt at afkøle sandet med vand, inden du tager hjem, så ingen kommer til skade ved at træde på det varme sand. Du må heller ikke grave engangsgrillen ned i sandet efter brug."

 

Tjek de specifikke råd
Brandsikkerbolig.dk har Beredskabsstyrelsen samlet råd og vejledninger for både kulgrill, gasgrill og bål. Det er en god idé at have styr på forholdsreglerne, inden du tænder op.

Hvis du gerne vil grille eller tænde bål i haven eller i naturen, så tjek altid brandfareindekset på Brandfare.dk og se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud. Forholdene kan variere fra dag til dag, så tjek altid hvad der gælder der, hvor du er. Se også gode råd til at undgå brand i naturen på Brandfare.dk.