I 100 år har Røddings brandværn været en vigtig del af lokalsamfundet - og det kommer der snart en bog om
Opdateret:
Udstyret med ikke ret meget mere end en gammel håndsprøjte og et truthorn af messing blev Rødding Frivillige Brandværn grundlagt den 20. november 1923.
Det skete, da 20 mænd fra byen meldte sig frivilligt ved et stiftende møde på Rødding Østerkro. Et møde, som byens købmand, Christian Frandsen, havde taget initiativ til.
Det frivillige brandværn overtog opgaven fra datidens såkaldte pligtbrandværn, hvor det forventedes, at alle borgere hjalp til, hvis ulykken var ude.
”Det fungerede bare ikke særligt godt. Når man tvinger folk til noget, de ikke selv har bedt om, så bliver der ikke det store engagement,” fortæller Carl Holst.
Han er Røddingborger, tidligere aktiv politiker – både regionalt og på landsplan – og så er han i disse dage ved at lægge sidste hånd på en bog om netop Røddings frivillige brandværn.
Det sker i anledningen af brandværnets 100-års jubilæum.
Det, han blandt andet har bidt mærke i, i forbindelse med sin research, er de sparsomme forhold, som de frivillige brandfolk arbejdede under i den spæde opstart.
Den gamle håndpumpe var brandværnets vigtigste værktøj de første par år efter etableringen
i 1923. Foto: Rødding Lokalhistoriske Arkiv
”Materiellet bestod af et messinghorn, der kaldte folk til brand, nogle hakker, man kunne rage stråtage ned med, så branden fik sværere vilkår til at sprede sig, og en gammel håndsprøjte, som blev transporteret rundt med hest,” beskriver Carl Holst.
Han tilføjer: ”Dengang handlede det bare om, at man skulle sørge for at branden ikke spredte sig, redde så meget indbo, man kunne, og så ellers lade det brænde ned.”
Utåleligt for et flinkt brandværn
Der gik to år i brandværnet, før den noget gammeldags håndsprøjte blev udskiftet med en på daværende tidspunkt langt mere moderne Ellehammer-motorsprøjte. Det var brandfolkene selv, som skaffede penge til indkøbet, fordi sognerådet ikke ville yde økonomisk hjælp.
Ellehammer-sprøjten krævede en bil, der kunne bugsere den og drive pumpen, og i december 1929 kom brandfolkene til kort, da de blev kaldt til brand på Røddinggårds Mølle. Her måtte de nemlig vente en halv time på, at der kom en bil til at bugsere sprøjten, og da var det for sent.
Det fik brandfolkene til at sende et slet skjult råb om økonomisk hjælp til kommunen: ”da disse tilstande er utålelige for et så flinkt brandværn, som vi med fuld ret mener, at vi er, og da vi har været ude for lignende skandaløse forhold,” som det lød i anmodningen.
Det lykkedes på den måde i 1930 at låne 5600 kroner til at købe en lastbil, som blev bygget om til en brandbil. Lånet betalte brandværnet af over 14 år via midler indsamlet ved baller, lottospil med videre. Brandbilen kørte i de efterfølgende 31 år, inden den blev udskiftet med en lidt nyere model.
Hurtige til at rykke ud
Carl Holst fortæller, at de primitive messinghorn blev brugt til at alarmere om brand helt frem til 1950’erne, men han er faldet over en opgørelse fra 1936, der viser, at brandfolkene i Rødding alligevel formåede at have en gennemsnitlig udrykningstid på seks minutter.
”Det er ret imponerende, for når branden opstod, skulle der først ringes til brandkaptajn eller vicebrandkaptajn eller bageren, som havde hornet. Og så var det bagerens kone eller én af pigerne, der gik og truttede mandskabet til. Det fortæller meget om, hvor lokalt forankret brandværnet var.”
Når hornet lød, så var det et signal til byens brandfolk om, at
de skulle rykke ud. Foto: Rødding Lokalhistoriske Arkiv
I 1957 kom der i stedet for messinghornene endelig luftsirener over Rødding. De kunne nu kalde brandfolkene til udrykning, men en dag i 1958 var der gået en sikring på det lokale plejehjem. Det kom i sidste ende til at betyder, at luftsirenerne ikke virkede, da der blev kaldt til bilbrand i Hjerting.
Heldigvis havde bagermester Arnum stadig sit messinghorn liggende, og med det sørgede hans kone for, at brandfolkene fik besked om branden.
Et landbrugs-brandværn
Især gårdbrande har igennem årene været tilbagevendende begivenheder for Rødding Frivillige Brandværn.
”Alle brandfolkene havde landbruget i sig,” fortæller Carls Holst og uddyber, at man i kølvandet på en række pyromanbrande i 1930’erne kan finde flere artikler, hvor brandfolkene i Rødding bliver rost af flere forsikringsselskaber, fordi de – trods de mange og omfattende brande – i flere tilfælde formåede at redde mange dyr ud af de brændende staldbygninger.
Gårdbrænde med dyr har brandfolk i Rødding helt frem til i dag været med til at slukke flere gange.
Branden på Tornumgård i 1990 kan flere brandfolk huske. Privatfoto
Jørgen Christian Thomsen, som har været en del af brandværnet siden 1984, husker ikke mindst en brand i staldbygningerne på Tornumgård uden for Rødding i 1990.
”Vi fik næsten alle svinene ud, men det var en lang nat, der satte sig i hukommelsen,” siger Jørgen Christian Thomsen og fortætter:
”Efterfølgende blev vi indbudt til rejsegilde, da bygningerne blev genopført. Det må jo betyde, at de har værdsat vores indsats. Det var en fin gestus.”
Da brandstationen brændte
Ikke blot gårdbrande fylder i de nuværende brandfolks bevidsthed.
Rasmus Jacobsen har været med i brandværnet siden 2013. Derfor husker han særlig tydeligt den nat i 2014, da der pludselig kom melding om, at brandstationen i Rødding brændte:
”Jeg kan bare huske, da bipperen gik, og jeg slog øjnene op og så, at der stod Rødding Nygade 1.”
Ankommet til den røgfyldte brandstation var gode råd dyre, for ved en fejl var det kun Røddings egne brandfolk, der var blevet tilkaldt til branden, som var startet i en brandbil.
”Vi stod uden for og blev enige om, at vi måtte gøre et eller andet. Så vi løb ind og fik de andre biler ud,” fortæller Rasmus Jacobsen.
Én for alle…
Der har været mange udfordringer og strabadser igennem de seneste 100 år for de frivillige brandfolk i Rødding, men det er kammeratskabet og det gode sammenhold, som er en stor del af grunden til, at brandværnet stadig består. Det fremhæver Carl Holst:
”Min bog hedder ’Én for alle, alle for én’. Det skyldes det ekstreme fokus på kammeratskab, der har været igennem alle årene, ” fortæller Carl Holst.
Han bakkes op af Christian Vesterager, som har været en del af brandværnet siden 1985.
”Der har altid været et godt kammeratskab på stationen,” siger han.
Jørgen Christian Thomsen er enig:
”Vi stoler på hinanden. Som røgdykkere går vi to ind i en bygning og kommer to ud. Jeg har tillid til, at hvis der sker mig noget, så får min makker mig ud.”
Netop sammenholdet er kaptajn Jan Falkenbergs hovedfokus: ”Jeg går meget op i, at vi bærer i samlet flok.”
Med 10 år på bagen i Røddings Frivillige Brandværn, heraf tre som kaptajn, ser Jan Falkenberg frem til de faglige opgaver og udfordringer, der venter forude:
”Og så håber jeg, at der bliver sat pris på vores indsats, og at vi må have stationen i Rødding i mange år endnu.”
Carl Holsts bog udkommer efter planen i november, når Rødding Frivillige Brandværn reelt har eksisteret i 100 år. Den officielle jubilæumsfest holdes på lørdag den 9. september på stationen i Rødding.
