Alle de indsatser, hvor børn var involveret, kan Ronni ikke glemme. Nu fejrer han 25 års jubilæum

Opdateret: 28 august 2023
Ronni Petersen med Koldinghus i baggrunden.
Når 44-årige Ronni Petersen kører rundt i Kolding By kan han udpege mange bygninger, som han har været kaldt til i sin rolle som indsatsleder. Koldinghus er heldigvis ikke én af dem.

 

Danske brandmænd er en sammensat flok, som i høj grad også afspejler samfundets forskelligheder.

Med sine 196 centimeter, store tatoverede overarme og ’vikingefrisuren’ er Ronni Petersen ikke sådan at overse i flokken, og på mange måder ligner den 44-årige brandinspektør en stereotypisk brandmand, som de bliver portrætteret i amerikanske film.

Det tætteste Ronni Petersen har været på Hollywood, var da han medvirkede i doku-serien ”Indsatslederne” på Kanal 5. Her lod han tv-seerne komme tæt på hverdagen i brandvæsnet. En hverdag, som Ronni Petersen har været en del af, siden han var 19 år.

Dermed kunne han fejre sit 25-års jubilæum den 1. august 2023.

Klogere for hver indsats
Ronni Petersen har prøvet meget i sine foreløbigt 25 år i beredskabet, fortæller han: Heftige naturbrande, flystyrt, massive olieforureninger, tragiske dødsbrande og voldsomme oversvømmelser – for bare at nævne nogle stykker.

Allerede som 23-årig blev Ronni Petersen indsatsleder. Forklaringen kan måske findes i hans livsfilosofi om, at man altid skal dedikere sig 100 procent til det, man går ind i.

Dengang var han én af landets yngste operative indsatsledere, og han lærte på den hårde måde, at hver gang han rykker ud til en hændelse, så skal han træffe vigtige og hurtige beslutninger, som får konsekvenser for den indsats, der bliver ydet, og de mennesker og værdier, der er involveret.

”Jeg har altid haft travlt, for jeg gider ikke at stå stille, men jeg var egentlig ikke moden nok som 23-årig til at være indsatsleder. Jeg ville træffe nogle andre beslutninger i dag, end jeg gjorde dengang. For hver indsats, tager man nogle vigtige erfaringer med sig,” siger Ronni Petersen og påpeger, at han som ung var mest fokuseret på det operative.

I dag har han lige så meget fokus på de relationelle opgaver, han som indsatsleder skal varetage, når han er på indsats – og ikke mindst det forvaltningsretlige.

Andres ulykke
De mange erfaringer, Ronni Petersen har gjort sig i tidens løb, og hans interesse for at gøre tingene på nye og mere effektive måder, får mange andre også glæde af.

Han er nemlig undervisnings- og øvelsesansvarlig for alle brandfolkene i TrekantBrand, og han underviser desuden på Beredskabsstyrelsens Center for Uddannelse i Tinglev.

Egentlig har Ronni Petersen aldrig haft ambitioner om at skulle undervise – det er noget, han er blevet bedt om af andre, fordi de synes, han gør det godt.
Som de fleste brandfolk, er han gået ind i branchen for at hjælpe andre og for at redde liv, og han tænker af og til på det makabre i, at han lever af andre folks ulykke.

”Men jeg kan ikke gøre for, at folk kommer til skade, og jeg prøver at huske på, at jeg heller ikke kan gøre en forskel for nogen, før jeg er kommet ud på stedet,” siger Ronni Petersen.

Han er født og opvokset i Vejle, men nu bor i Kolding. Det er også herfra, han kører ud som indsatsleder.

Automatreaktion
Efterhånden er jobbet en så indgroet del af hans liv, at han stort set aldrig kan huske, hvordan han er kommet i tøjet og ud i bilen, hvis der kommer et udkald midt om i natten. Men mindst én natlig vækning af alarmen har alligevel sat sig i hans hukommelse:
Her lød meldingen på, at et barn stadig var inde i et brændende hus. Han vågnede med det samme og husker så godt som alt fra den nat.

Som indsatsleder måtte Ronni Petersen træffe den svære beslutning, at branden var for voldsom til, at han kunne sende sine røgdykkere ind i huset for at redde barnet ud.

Det er én af de oplevelser, der har sat sig ham, som person, fortæller han.

”Alle de indsatser, jeg har haft med børn, vil altid hænge ved,” vurderer Ronni Petersen, som selv er far til en teenagedreng.

Åbenhed om det svære
Har en indsats været særlig tragisk eller ubehagelig, så er der heldigvis en god kutyme i TrekantBrand for efterfølgende at snakke tingene igennem de involverede brandfolk imellem, og Ronni Petersen har også gode venner i andre beredskaber, som han ringer til, når jobbet har budt på svære oplevelser.

For bare fordi han er en erfaren brandmand, der går på jagt og bokser i sin fritid, så er Ronni Petersen ikke upåvirkelig.

Og de, der kun kendte ham, da han var barn, ville måske blive overraskede over at se, hvor Ronni Petersen befinder sig i dag.

Han blev født for tidligt, og den svære start på livet blev i de efterfølgende år ikke nemmere af, at hans sprog ikke udviklede sig, som andre børns. Derfor blev han sendt i specialbørnehave og derfra videre i specialklasse, fordi det også viste sig, at han var ordblind.

”Når man er ordblind, er folkeskolen ikke sjov. Man bliver taget ud af sin klasse og skal sidde alene sammen med en lærer, som skal lære dig at læse og skrive,” fortæller Ronni Petersen om sin skoletid.

Han er i dag meget åben omkring sin ordblindhed, fordi hans erfaring har lært ham, at det er den bedste måde at imødekomme eventuelle udfordringer på. Selv føler han sig ikke længere begrænset af sin ordblindhed, men i barndommen blev han af andre tidligt gjort bevidst om, at der ikke var frit valg på alle hylder, når han skulle vælge sin vej i livet.

Ikke kun en arbejdsplads
Heldigvis fik en erhvervspraktik hos Beredskabsstyrelsen i 10. klasse Ronni Petersen overbevist om, at brandmandsvejen var den rigtige for ham.

Det valg har han aldrig fortrudt, og han sætter pris på, at der er plads til alle i det brandvæsen, han er en del af.

”Det er netop for fællesskabet og sammenholdets skyld, at jeg blevet en del af brandvæsnet. For mig er det en livsstil og ikke kun en arbejdsplads. Det håber jeg meget på ikke vil ændre sig.

 

Udpluk fra Ronni Petersens CV:

1997-1999: Værnepligtig og efterfølgende befalingsmand og delingsfører ved Brand & Redning, Beredskabsstyrelsen i Haderslev, Herning og Allinge.

1999-2001: Ansat på McDonalds i Odense og samtidig frivillig- og deltidsbrandmand i Odense.

2001-2009: Beredskabsmester ved Beredskabsstyrelsen Sydjylland og sideløbende ansat som stationsleder/brandmand/holdleder i Aarup samt tilknyttet Odense Brandvæsen i redningshundetjenesten.

2009-2010: Beredskabsinspektør i Kerteminde Kommune.

2010-2015: Beredskabsinspektør ved Kolding Kommune.

2016-nu: Beredskabsinspektør ved TrekantBrand og instruktør hos Beredskabsstyrelsen.