Ungdomsbrandkorpset bankede på 315 døre i Kolding og uddelte gratis røgalarmer

Opdateret: 30 januar 2024
Tobias Radl, Zander Meck og Valdemar Jul - alle fra TrekantBrands Ungdomsbrandkorps - på vej ind i en opgang på Cypresvej søndag formiddag.
Tobias Radl, Zander Meck og Valdemar Jul - alle fra TrekantBrands Ungdomsbrandkorps - på vej ind i en opgang på Cypresvej søndag formiddag.
Trekantbrands Ungdomsbrandkorps (TUB) bankede på døren til 315 lejligheder i boligkvarteret Munkebo i Kolding i løbet af den forgangne weekend.
Formålet med besøgene var at give beboerne et tilbud om at få sat en røgalarm op i deres lejlighed – kvit og frit.
Og rigtig mange tog imod det gode tilbud om at få opsat en røgalarm, som potentielt kan redde liv. Det er nemlig en kendsgerning, at der opstår brand i knap 70.000 danske hjem hvert år. Her kan en røgalarm virkelig være med til at gøre en forskel.
”Tak for det. Hvor er I søde,” lød det fra én beboer på Cypresvej, mens en anden sagde: ”Mange tak. Så føler man sig mere sikker!”
Det gjaldt også for Svend-Henrik Gedved, som har boet i sin lejlighed i 24 år og ikke hidtil har haft en røgalarm, selvom han tidligere har været ryger.
”Det er virkelig et godt tilbud,” sagde Svend-Henrik Gedved om røgalarmen, som han da også takkede ja til.

Kevin Furman (til venstre) og Sebastian Arndt er begge en del af TUB.
16-årige Kevin Furman, der er blandt den flok unge fra TrekantBrands Ungdomsbrandkorps, som delte røgalarmer ud, er da heller ikke i tvivl om, hvorfor han ville bruge sin weekend på dette:
”Det er ret fedt at komme ud og gøre noget for samfundet,” siger han, og 17-årige Sebastian Arndt supplerer:
”I ungdomsbrandkorpset kommer vi jo ikke ud og slukker brande. Men på denne her måde får vi en forsmag på den måde, en brandmand arbejder på. Vi hjælper andre og gør noget, der kan være med til at redde liv.”
For Zander Meck og Tobias Radl (begge 17 år) og Valdemar Jul Vaaben Reefsgaard (15 år), som også var ude og sætte røgalarmer op, var det også en stor fornøjelse at møde så mange søde og taknemmelige mennesker på deres tur rundt med røgalarmerne.

Der blev sat mange røgalarmer op i løbet af weekenden.
Kampagnen sker i et samarbejde med blandt andet
Trygfonden, og Unge i Beredskabet.