Vidste du, at ukrudtsbrændere var skyld i mere end 360 udrykninger sidste år?
Opdateret:Vær forsigtig, når du bruger ukrudtsbrænderen. Hvis der først går ild i noget, går det rigtigt stærkt. Sidste år rykkede brandvæsenet faktisk ud til mere end 360 brande startet af en ukrudtsbrænder - flest i maj og juni.
Foråret og sommeren er haveejernes travleste tid. Og når ukrudtet driller, så er det fristende at tage effektive hjælpemidler i brug som for eksempel en ukrudtsbrænder. Men hvis du bruger en ukrudtsbrænder skal den bruges med omtanke, for det er i virkeligheden bare en stor lighter.
”Uheld eller mangel på forsigtighed med en ukrudtsbrænder betød sidste år, at brandvæsenet rykkede ud til mere end 360 brande. Og det går stærkt, når først ilden får fat. I 2/3 af tilfældene når det faktisk at udvikle sig til en reel bygningsbrand, inden brandvæsenet når frem. Så pas nu på, når du skal fjerne ukrudt i indkørslen ved dit hus eller på havegangen i kolonihaven”, siger sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber.
Uheldig cocktail
Ud over de registrerede tilfælde opstår der også mange brande ved brug af ukrudtsbrænder, som bliver håndteret uden at tilkalde brandvæsenet. De mange brande skyldes en uheldig cocktail af åben ild, letantændelige blade m.v. og den tørre natur om foråret.
”Tørre blade og andet letantændeligt har det med at kile sig fast alle mulige steder. Der sker ofte det, at en ukrudtsbrænder efterlader en glød, eller at flammen kommer for tæt på f.eks. de tørre blade, og at ilden får fat – og så går det stærkt og indimellem meget galt. Det er derfor vigtigt at holde afstand til alt brændbart: Huset, skuret, tørre planter, hække, plankeværker og lignende, hvor ilden kan få fat” siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.
Fem gode råd
Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen har disse fem gode råd om brug af ukrudtsbrænder:
- Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde
- Ukrudtet skal svitses – ikke brændes
- Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser
- Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op
- Hav altid vand i nærheden
Sørg for at læse brugsvejledningen
En ukrudtsbrænder er et haveredskab, der bruger gas, og skal derfor være i orden, så ulykker forebygges.
”Det er altid en god idé at læse brugsvejledningen, så du kan se hvordan ukrudtsbrænderen skal anvendes, og hvordan den monteres korrekt. Sørg også for at tjekke slanger og samlinger inden brug, så der ikke er nogle utætheder”, siger kontorchef Søren Assenholt Muff fra Sikkerhedsstyrelsen.
Brandfaren kan variere fra dag til dag
Hvis du gerne vil anvende åben ild i haven eller i naturen, så tjek brandfareindekset på Brandfare.dk og se, om der er forhøjet brandfare eller udstedt afbrændingsforbud. Forholdene kan variere fra dag til dag, så du bør altid tjekke, hvad der gælder der, hvor du er. Du kan også finde andre gode råd om at undgå brand i naturen på Brandfare.dk.
Ved brand eller tilskadekomst
Ring 1-1-2, hvis der opstår brand, som du ikke selv kan slukke.
Ved forbrændinger skal du afkøle huden med rindende, lunkent vand og følge de almindelige førstehjælpsråd om, hvornår du bør søge lægehjælp.