40 år som brandmand: "De unge skal frem i forreste linje"
Opdateret:
Til TrekantBrands nytårsparole lørdag den 25. januar hylder vi ikke mindst de brandfolk, som kan fejre jubilæum i beredskabet. Én af dem er Johan Wind Grøndahl, som har været aktiv brandmand ved Skodborg Frivillige Brandværn igennem 40 år.
Under en gårdbrand nær Skodborg i 1961 kom en flok brandfolk og gårdejeren selv alvorligt til skade.
Det skete, da de skulle trille en olietønde ud af flammerne.
Tønden eksploderede, og mændene blev alle alvorligt forbrændte.
Én af de mænd var Johan Wind Grøndahls far:
”Jeg var ikke andet end 6-7 år gammel, da det skete. Far blev sendt til Gram Sygehus, og jeg måtte ikke besøge ham, før der var gået 3-4 uger,” husker Johan.
Oplevelsen har sat sig dybt i hans hukommelse, selvom ulykken skete for snart en menneskealder siden.
”Og jeg garanterer dig for, at jeg kan huske, hvordan det var at se ham på sygehuset. Han var helt pakket ind i gazebind. Det var ikke rart at se sin far sådan, og han var endda én af dem, der slap billigst.”
Men på trods af den barske oplevelse, så blev Johan selv brandmand ved Skodborg Frivillige Brandværn godt 20 år senere. Ved TrekantBrands nytårsparole den 25. januar på Station Middelfart modtager han et hæderstegn som bevis på, at han har tjent beredskabet i 40 år.
”Da jeg startede, fik jeg en kedeldragt, en hjelm og et par gummistøvler, og så var jeg brandmand,” husker Johan om introduktionen til sin brandmandskarriere.
Siden er der blevet bygget en del mere uddannelse på det at blive brandmand, og det synes Johan er godt og vigtigt – ikke mindst set i et sikkerhedsmæssigt lys. De seneste mange år har Johan nemlig været arbejdsmiljørepræsentant på brandstationen. Han er med til de årlige samtaler med brandfolkene, han kontrollerer deres udstyr og holder godt øje med kollegerne, når han er med på indsats.
”Jeg er god til at have overblik over, hvad der foregår, og om brandfolkene passer på sig selv,” siger Johan og uddyber, at hans interesse for sikkerhed på arbejdspladsen for alvor blev vakt, da han som industrioperatør på Rockwool i Vamdrup blev udpeget som sikkerhedsleder og arbejdede i den funktion i en årrække.
”Men måske ligger der også en forbindelse til min fars uheld inde bagved,” funderer han.
Det gik i hjertekulen
Det er ikke kun kollegerne, som Johan tager sig godt af.
I det forgange år var han blandt andet med på en indsats, hvor en eksplosion i et halmfyr var omdrejningspunktet.
En ældre mand havde været i færd med at tænde op i fyret, da eksplosionen skete. Manden blev forbrændt og med stor kraft kastet bagover.
Brandfolkene fra Skodborg blev kaldt ud til ulykken, og Johan – der er uddannet nødbehandler – var den første til at tage sig af den alvorligt tilskadekomne mand.
”Jeg fik ham op og sidde og kølet ham ned, indtil ambulancen kom. Det er én af de gange, hvor jeg føler, at jeg har gjort en forskel,” siger Johan og uddyber, at mandens datter nogle dage senere skrev en dybtfølt tak på Facebook, hvor hun ikke mindst roste brandfolkenes indsats.
”Det gik lige i hjertekulen.”
Begejstret for forandring
Johan har kun positive ting at sige om den udvikling, brandvæsnet har gennemgået i de 40 år, han har været med. Mere struktur og flere klare retningslinjer ser han kun som noget godt.
”Hele systemet er blevet bedre, og det gør en kæmpe forskel, at vi i TrekantBrand har et stort netværk at trække på.”
Og så glæder Johan sig især over udviklingen på brandstationen i Skodborg, hvor der i hans tid blandt andet er kommet de første kvindelige brandfolk til:
”Jeg må indrømme, at jeg gik og holdt lidt øje til at begynde med for at sikre, at pigerne ikke blev generet. De skal være her på lige vilkår med os andre, og jeg synes overhovedet ikke, der har været nogle problemer. Det er fedt. Nu har vi sgu tre kvinder, og det kører simpelthen bare godt!”
Noget andet, der gør Johan glad, er det generationsskifte, som er sket på brandstationen – ikke mindst takket være brandkaptajn Peter Schmidts ihærdige indsats.
”Vi har fået så mange nye, unge mennesker, og jeg ved ikke, hvor Peter graver dem op henne. Det er så super, som det overhovedet kan være!”
Vil ikke spærre vejen
Som en årgang 1954 trækker Johan gennemsnitsalderen på stationen op, men de unge er efterhånden ved at være i flertal, og det vil Johan på ingen måde stå i vejen for.
”De unge skal frem i forreste linje. Jeg vil ikke tage en plads fra dem. Den dag jeg spærrer vejen for et ungt menneske, så går jeg hjem lige med det samme,” siger han eftertrykkeligt.
Så selvom John nogle gange er blandt de første på stationen, når der kommer et udkald, så afventer han altid og ser, om nogle af de yngre når at dukke op, og så træder han til side.
”Jeg kan fint være tilbage. Jeg vil hellere give de unge vand end selv at stå med stålrøret i hånden. De skal have lov til at føle, at de er med og bliver værdsat.”
Hvor længe, Johan har tænkt sit at blive ved, har han endnu ikke sat dato på. Han kan lide at komme på stationen og sætter stor pris på det fællesskab og sammenhold, han er en del af her.
”Det kører bare rigtig godt,” lyder konklusionen.
|