Der er brug for dig! Vi søger brandfolk på tilkald i Fredericia, Lunderskov og Vamdrup
Opdateret:I TrekantBrand søger vi lige nu brandfolk til at løse de spændende opgaver, der ligger inden for brand og redning.
Det er brandstationerne i Fredericia, Lunderskov og Vamdrup, som kunne bruge nogle flere kolleger til deltidsstyrken - især i dagtimerne.
Som deltidsbrandmand har man typisk et fuldtidsjob og rykker kun ud, når alarmen lyder.
Vi søger både mænd og kvinder
Nogen tror måske, at man skal være superhelt for at være brandmand. Det skal man ikke!
Vi søger almindelige mennesker - mænd såvel som kvinder - der kan se en udfordring i jobbet, og som har mulighed for at møde i dagtimerne.
Du skal kunne være på stationen hurtigst muligt, efter at alarmen har lydt.
Opgaverne dækker primært brande, forurening og frigørelse af fastklemte ved trafikuheld, samt en del stationsdækninger.
De fleste udrykninger varer ca. en time, men det varierer efter årstid og tidspunkt på døgnet.
Krav til dig
Vi forventer, at du:
- Har en tilfredsstillende straffeattest
- Kan tale og forstå dansk
- Er over 18 år og har kørekort
- Er i fornuftig fysisk form
- Ikke er bange for højder, små rum, mørke eller lignende
- Er fri for fysiske skavanker i form af fx dårlig ryg, knæ eller hofter
- Bor eller arbejder i nærheden af én af TrekantBrands stationer
Uddannelsen
Nye brandfolk får en grundig og professionel uddannelse.
Som brandmand bliver du god til at:
- Samarbejde med dit team
- Yde førstehjælp til svært tilskadekomne
- Hjælpe til ved ulykker og hurtigt skabe overblik
- Håndtere stressede situationer
- Være handlekraftig og professionel
- og så får du gode venner og oplevelser for livet.
Uddannelsen er tilrettelagt, så den kan gennemføres sideløbende med dit fuldtidsjob eller studier. Typisk er det i weekender eller om aftenen på hverdage.
At blive uddannet brandmand varer i alt 234 timer.
Det kan lyde af meget, men når du først kommer i gang, så går det stærkt.
Løn
Brandfolk får et fast månedligt rådigheds-/vagthonorar.
Det er overenskomstbestemt og ændres på lige fod med alle andre overenskomster gennem forhandlinger.
Ved hvert tilkald til udrykning gives der min. to timers løn og derefter pr. påbegyndt time.
Opbakning fra baglandet
At være brandmand kræver stor forståelse fra hjemmefronten - og ikke mindst fra din arbejdsgiver. En brandmand er i gennemsnit væk fra sin hovedarbejdsgiver 15 til 20 timer om året. Det er derfor vigtigt, at din arbejdsgiver giver dig lov til, at du må løbe i arbejdstiden.
Tal derfor med din familie og chef, før du melder dig!
Sammenholdet
Vi mødes ikke kun, når alarmen lyder.
På stationerne i Lunderskov mødes vi også til øvelser, garageaftener og holder forskellige sammenkomster, hvor vi spiser og hygger os sammen.
Det bliver du som ny brandmand selvfølgelig en del af, hvis du har lysten.
Læs mere om uddannelsen her
Kontakt din lokale brandstationsleder for at høre mere om dine muligheder.