"Hvis akutbilen ikke var ankommet, så havde Villum ikke overlevet"

Opdateret: 21 august 2025
Sabine og Marcus Hauge Kjeldberg er dybt taknemmelige for, at to brandfolk fra Vamdrup reddede deres søns liv.
Sabine og Marcus Hauge Kjeldberg er dybt taknemmelige for, at at to brandfolk fra Vamdrup reddede deres søns liv. Foto: Maria Søgård

Uendelig taknemmelighed.
Det er den følelse, Marcus og Sabine Hauge Kjeldbjerg fyldes af, når de tænker på Vamdrups akutbil – og ikke mindst de to brandfolk Tommy Christensen og Torben Jacobsen.

Netop Tommy og Torben havde akutbil-vagten den nat i juli, da Marcus og Sabines tre dage gamle søn stoppede med at trække vejret.

”Pludselig blev han blå hele vejen op ad armene og benene og rundt om munden, og kort efter lå han helt slap og livløs i mine arme. Det var forfærdeligt at se sit barn sådan,” siger en stadig tydeligt påvirket Sabine.

Parret ringede 112, og mens Sabine blev guidet i, hvordan hun skulle give livreddende førstehjælp til sin lille søn, gik Marcus ud for at tage imod den ambulance, som parret forventede ville komme fra Kolding.

”Men der gik ikke mere end 3½ minutter, så stod Torben og Tommy i vores soveværelse. Det er jo absurd hurtigt.”


Hurtigheden gjorde forskellen

Sabine havde kæmpet for sit barns liv, og nu kunne hun overlade opgaven til nogle andre.

”Da de overtog, var jeg meget mere tryg! De gik bare så professionelt til værks og fik det hele sat i gang på ingen tid. Det var fantastisk. Efter to minutter fik de ham til at trække vejret, og så brød jeg sammen…”

11 minutter efter opkaldet til 112 ankom ambulance og lægebil og overtog behandlingen af lille Villum. Inden da havde akuthjælperne hjulpet Villum, så han også kunne få hostet en hel del hvidlig slim op, der havde blokeret hans luftveje.

”Det viser, hvor vigtigt akutbilen var i denne her proces. Havde akutbilen ikke været her så hurtigt, så var Villum her ikke her i dag,” konkluderer parret.

Inden den ubehagelige episode, vidste de slet ikke, at Vamdrup havde en akutbil.
Sabine og Marcus flyttede fra Kolding til Vamdrup i oktober sidste år, og havde da godt nok lagt mærke til brandstationen. Da brandfolkene Tommy og Torben fik liv i Villum denne sommeraften, kunne Sabine genkende brandvæsen-logoet på deres bælter, men kunne efterfølgende ikke få det til at hænge sammen.



Villum og hans storesøster Emma fik begge en af TrekantBrands trøstebrandbamser, da de
mødtes igen med brandfolkene fra akutbilen. Foto: Maria Søgård

 

Så da Villum og hans forældre to dage efter den voldsomme oplevelse blev udskrevet fra Kolding Sygehus, besluttede Sabine sig for at undersøge sagen. Hun havde brug for at møde Villums redningsmænd igen.

Ville se brandfolkene i øjnene

”Jeg kørte forbi brandstationen for at kigge ind, og jeg kunne kun få øje på brandbiler. Derfor lavede jeg et opslag på Facebook. Jeg havde bare sådan brug for at se dem i øjnene og sige tak.”

Bare få timer efter at Sabine havde trykket ”Slå op” på Facebook, ringede TV Syd. De havde fundet Tommy og Torben, som var klar til at møde Sabine, Marcus og lille Villum om en time.

”Der brød jeg fuldstændig sammen igen. De havde gjort så vigtig en indsats for os, og nu stod de klar igen. Jeg var så taknemmelig.”

Sabine og Marcus skyndte sig at købe vin og blomster, og så tog de til brandstationen i Vamdrup for at møde de to mænd, som parret stadig får tårer i øjnene af at tale om.

”Og det var sådan en lettelse at se dem igen og sige tak. Jeg ville gerne vise dem Villum, så de kunne se, at han var ok, og at de havde interesse i det, var så overvældende.”


Det giver ro i kroppen

Freden har efterhånden sænket sig over den lille familie i Vamdrup, som også tæller storesøster Emma. Frygten for, at der skal ske noget lignende igen, sidder stadig i kroppen, og parret taler med en psykolog for at bearbejde det traume, de oplevede, da Villum var tæt på at blive taget fra dem.

Men én ting giver Marcus og Sabine lidt mere ro i kroppen, og det er visheden om, at Vamdrups akutbil kommer inden for ganske få minutter, hvis de får brug for hjælp en anden gang.

”De redder bare liv! Og ellers får de dig beroliget i situationen, så der ikke sker yderligere skade,” siger Sabine og tilføjer:

”Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden dem, og jeg kan slet ikke forestille mig at bo i en by, hvor der ikke er sådan et tryghedsnet som akutbilen, for nu har jeg set med mine egne øjne, hvad det betyder.”

 

   
FAKTA OM VAMDRUPS AKUTBIL


I 2024 rykkede akutbilen i Vamdrup ud næsten 280 gange.

Bilen bemandes på skift af fem faste brandfolk, mens de resterende brandfolk på
Station Vamdrup byder løbende ind med at assistere.
Der skal nemlig altid køre to personer med i bilen.

Alle brandfolkene får den samme uddannelse i at hjælpe de borgere, som de rykker ud til.
Opgaverne byder på alt lige fra fødsler til hjertestop.
Uddannelsen bliver vedligeholdt årligt. 

Akutbilen har skabt tryghed i Vamdrup og omegn i 22 år.